Juni

01.06
Den første juni, to dage før pinsefesten i 1587 lagde mine kæreste sønner, Frederik og Nikolaj Paselick med deres lærer, hr. Martinus Nordanus ud fra forbjerget Gedser på vej til Tyskland. Vores gode mor i familien ledsagede dem uden problemer til Rostock. Siden skulle de fortsætte til det vidtberømte universitet i Heidelberg. Og da de skulle til at forlade Rostock og indlede rejsen, anbefalede hun dem i velvalgte ord med fromme bønner til Gud, vor beskytter, og til deres føromtalte huslærer. Gid han, den allernådigste Gud, må udvirke og sørge for, at vi atter kan se vore elskede sønner ikke blot frelste og uskadte men også som de bedste og lærdeste. Og lad os samtidig med forenede bønner bringe Gud selv en evig tak.

05.06
1549. Jeg kom til Wittenbergs universitet.

Denne dag, en hverdag i pinsen i 1557, aflagde jeg troskabseden til den berømmelige fyrste og herre, hr. Christian III, Danmarks konge, og jeg blev udnævnt til hans kongelige majestæts rådgiver og forhandler. I den højeste treenigheds navn. I min alders 27. år.

1588. Fredag. En kongelig begravelse fandt sted for hr. Frederik II, Danmarks og Norges etc. konge og vor mest velgørende herre i Roskilde, i Sankt Lucius’ kirke. I 1588. Fredag.

10.06
I det Herrens år 1554. Jeg fejrede bryllup med den højagtede jomfru, Judith Friis, datter af hr. Nikolaj Friis borger i Rostock, ved en beskeden højtidelighed. I den højeste treenigheds navn.

13.06
Denne dag i 1559 bliver ditmarskerne besejret i et stort slag ved byen Heide, hvori der faldt tre tusinde bønder. Og hermed undertvinger Holstens berømmelige hertuger dette stridbare folk, der længe havde optrådt ondsindet og selvrådigt, på de strengeste betingelser. De berømmelige fyrster, Frederik II, valgt konge af Danmark etc. og brødrene Hans og Adolf, Slesvigs og Holstens hertuger, stod sammen i spidsen for denne krig. Selv opholdt jeg mig i alle krigens slag i hæren, ikke uden store besværligheder og farer.

17.06
På denne dag, Trinitatis søndag i 1576 drog vor ophøjede konge sammen med sin berømmelige svigerfar, hertug Ulrich og andre mecklenburgske fyrster med et anseligt følge ind i byen Rostock. Derfra rejste han til Gustrow. Senere til Dobberan, derpå til Warnemunde.

20.06
Lørdag. På denne dag, kort før den 4. aftentime bliver min kære førstefødte datter født, og hende skænkede jeg min kære moders navn i glædelig og taknemmelig erindring. I 1556 efter vor frelser, Jesu Kristi velsignede fødsel.

24.06
På denne dag, i 1578, så jeg for første gang hr. Henrik Normann fra Dubnitz, Rygens lensmand, og i Bergen hilste jeg på hami kirken under gudstjenesten. Må Gud, giveren af alt godt, udvirke, at det må blive til lykke, fremgang og velsignelse for os og vore familier. Til denne gode og ædle mand bortlovede og skænkede jeg min datter Catharina det følgende år.