Vivi Jensen

Kalendariets sidste indførelser omhandler Frederik 2.s død og begravelse i 1588, men Caspar Paslich forblev i kongelige tjeneste, eller rettere, han tjente den formynderregering, der administrerede rigerne indtil Christian 4., der kun var 11 år ved kongens død, blev myndig og selv kunne overtage styret. Normalt regnedes 18 år for at være myndighedsalderen, men rigsrådets ledende mænd havde besluttet, at kroningen først skulle ske, når den unge konge var 20.

I hertugdømmerne var Christian blevet regerende hertug allerede da han fyldte 16, og da kansler Niels Kaas, som var den, der først og fremmest havde ønsket at udsætte magtoverdragelsen, døde i 1594, besluttedes det, at kroningen skullle fremskyndes, så den unge konge selv kunne overtage regeringen. En kroning kræver imidlertid mange forberedelser, for her skulle både den ny konge og rigets magt og storhed præsenteres for det store udland, og i den sammenhæng har Tyske Kancelli uden tvivl haft en travl tid, for de fremmede fyrster og repræsentanter for fristædernes bystyre skulle indbydes, der skulle være styr på ankomster og modtagelser og på indkvarteringen af gæsterne og deres følge, og ikke mindst skulle rangordenen være på plads, for hvis en fyrste eller en repræsentant for en fremmed magt ikke mente, at indkvarteringen og placeringen i kirken, ved den efterfølgende festmiddag eller i forbindelse med de følgende dages festligheder svarede til den værdighed, der tilkom ham og den magt, han repræsenterede, kunne det få uheldige konsekvenser for de fremtidige diplomatiske forbindelser.

I den forbindelse fik Caspar Paslich sin sandsynligvis sidste store opgave som talsmand for det danske hof, for her fik han sammen med andre fremtrædende adelsmænd pålagt det ærefulde hverv at modtage de udenlandske delegationer. Mødestederne var henholdsvis Kolding, hvor professor Claus Theopilius fra Københavns Universitet skulle „holde ordet, som lejligheden kræver“, og Gedser, hvor opgaven tilfaldt Caspar Paslich.

Den 29. august 1596 kronedes kongen i Vor Frue Kirke i København (nu Københavns Domkirke), og under de følgende dages festligheder oplevede både byens borgere, den danske adel og ikke mindst de fremmede gæster, der var den egentlig målgruppe, hvad riget formåede. Herefter var det hverdag igen. Christian 4. overtog styret, naturligvis med rigsrådet ved sin side, og fremover kunne han selv udpege nye medlemmer, når de gamle faldt fra.

Caspar Paslich kom dog ikke til at fungere længe – om overhovedet – under det kongelige regime, for året efter kroningen døde han på Rønnebæksholm i en alder af 67 år. Om døden kom pludseligt, eller om der havde været tale om et længere sygdomsforløb med tiltagende svaghed til følge, ved vi ikke. Dog, hvis han før sin død havde haft tid til og mulighed for at gøre status over sit liv, ville han have kunnet konkludere, at han havde gjort det godt – for sin fyrste, for sin familie og for sig selv.