Palle Birk Hansen

I 1559 deltog Caspar Paslich i togtet til Ditmarsken. Han beskrev hele togtet i et berømt brev, forfattet til Erik Krabbe (se Biografisk Leksikon).

Paslich fungerede som kongens diplomat under Den store nordiske Syvårskrig 1563-1570. Han indgik i en rejsende arbejdsgruppe sammen med Holger og Jørgen Rosenkrantz.

Fra 14. april 1564 er der bevaret en kvittering, som viser, hvorledes Holger Rosenkrantz og Caspar Paslich hjembringer en sum på 11.000 gylden og 38.722 gylden og 6 daler fra en tysk kurfyrste til kongen – fratrukket et beløb, anvendt til fortæring på hjemrejsen. Ordnung muss sein! En så stor sum penge fordrer et ordentligt følge, der kan sikre transporten mod landevejsrøvere, så tæringen har ikke været ubetydelig. Kvitteringen viser en flig af den type arbejde, som Paslich udførte for kongen. Man forstår bedre den fyrstelige aflønning (Heise 1886-87).

En af de vigtigere politiske begivenheder, som Caspar Paslich bidrog til som ansat i Tyske Kancelli, var Forleningshøjtideligheden i Odense i 1580. Caspar Paslich skriver:

01.05. 1580
På den fjerde søndag efter påske i 1580 holdt vor ophøjede konge sit indtog i Odense by sammen med de berømmelige fyrster og herrer, hr. Hans den Ældre, hr. Adolf og hr. Hans den Yngre, hertuger af Slesvig og Holsten, tillige med et strålende følge af den danske og holstenske adel for at fejre forleningsretten over hertugdømmet Slesvig og øen Femern.

03.05. 1580
På denne dag i år 1580 fandt den højtidelige forleningshandling sted, og den blev fejret med glans med overvældende talrigt og stort besøg i Odense. Den foregik på ”paladset” eller rettere på en tribune, der på dagen var blevet rejst og udsmykket til dette formål. Under denne ceremoni overdrog vor ophøjede og gode konge hertugdømmet Slesvig og øen Femern til de højfornemme fyrster, hans farbrødre, brødrene hr. hertug Hans den Ældre og hr. Adolf samt hr. Hans den Yngre, hertuger af Slesvig og Holsten, mens fanerne offentligt blev overdraget og kastet ud. Forinden var lenseden og troskabseden blevet garanteret og modtaget af de fornemme herrer i den form, som det var blevet aftalt det foregående år mellem hans majestæt og fyrsterne i forhandlingen om den sag.

Begivenheden var et led i det politiske kompleks omkring landskaberne og hertugdømmerne Slesvig med Femern og Holsten. Under Frederik 2. lykkedes det med bistand fra statholder Henrik Rantzau at nå til enighed om, at Slesvig og Femern anerkendte Frederik som lensherre. Dette resultat blev beseglet ved en stor fest i Odense, hvor hele det tunge ceremoniel var trukket af stald for at omgærde beslutningerne med så stor tyngde som muligt.

Scenen for begivenheden var pladsen ved Sct. Knuds Kirke i Odense. Den omtalte tribune, kaldet paladset – med rødt engelsk klæde og gyldne knapper , var rejst på pladsen ved Sct. Knuds Kirke, så flest muligt kunne følge skuespillet.

Fanerne var en vigtig del af ceremoniellet. Blodfanen er den røde fane, som symboliserer kampvilje (i modsætning til det hvide flag, der symboliserer overgivelse). Slesvigs fane bar to blå løver i gult felt og Femerns fane en gylden krone på blå dug.
Hertugerne og deres følge red frem under de tre faner til kongen på tribunen og aflagde lenseden, hvorefter kongen og hertugerne alle greb om fanestangen som optakt til, at kongen kastede fanen ud til folket og derefter de to andre faner. Nu gjaldt det om at erobre bare en flig af fanerne, som blev flået i stumper og stykker af den ophidsede folkemængde. Man kommer uvægerligt til at tænke dels på dionysiske bacchanaler, dels på senere tiders hysteri omkring rockstjerner. Der er meget lidt nyt under solen. ”Fanerne bleve med stort Anskrig og Jubel af Folket angrebne og efter gammel Vis og Sædvane udi Stykker revne, og hvo noget deraf bekom, holdt det for en synderlig Raritet og Amindelse.” (Peder Hansen Resen: Kong Frederik den Andens Krønike, København 1680, s. 323, her efter Troels Lund: Dagligt Liv i Norden, Sjette Bog, Hverdag og Fest, 6. udgave 1969 s. 429)
Kongen sad op på sin grå, tyrkiske klepper, kleppert eller hest, og hestens skaberak led samme skæbne som fanerne – flået til laser, der endte som souvenirs hos det odenseanske publikum.

Kongen indledte arbejdet med at samle sammen til festen i Odense allerede i august 1579. Som eksempel tjener, at han til de ca. 1.000 heste, som han ventede, skaffede 5.000 tønder havre fra Nørrejylland. I øvrigt findes der omfattende og detaljerede bestillingslister over al den mad og drikke, som skulle samles.
Hertug Hans den Ældre skulle bo hos Karen Kottis, hertug Adolf hos Hans Mule og hertug Hans den Yngre hos Oluf Bager. Kongen selv har givetvis boet på Odense Slot, det gamle johanitterkloster, som han havde fået ombygget i 1575, så det i vestfløjen kunne rumme kongens familie, når den var i Odense.

Tilsvarende kendes oplysninger om Dorthe Nielsdatter Bager, enke efter købmand Henrik Søndag, der var død et par år tidligere. Dorthe var i restance med told til kongen, men til gengæld var kongen i restance til Dorthe med et lignende beløb, nemlig 200 daler, som var gået til fortæring til statholder Henrik Rantzau og de andre adelsmænd Diderik Blome, unge Henrik Rantzau, Claus von Ahlefeld og andre under festlighederne i Odense (Wad 1924).

Et andet udtryk for festens omfang er oplysningen om, at kongen havde købt 300 pund eller 150 kg husblas (størblære) til madlavningen i forbindelse med festlighederne i Odense (Troels Lund: Dagligt liv i Norden 5. udgave 1929, 5. bog s. 64 med henvisning til Danske Magazin).

Endelig oplyses det, at kongen havde sørget for drikkevarer til alle de gæster, som kom forbi Koldinghus på vej til Odense. Han havde til formålet indkøbt kvalitetsøl: 1.200 fade rostockerøl, 36 fade barst (øl fra Barth i Pommern), 12 fade emst (øl fra Emden ved floden Ems ved Nordsøen) og 5 fade pryssing (preussisk øl) (Alstrup 1900, s. 9).

Denne begivenhed har været husket længe af dem, der deltog, herunder Caspar Paslich, som har deltaget i forreste række.

Se i øvrigt Vivi Jensens artikel: I rigets tjeneste.