Palle Birk Hansen
Transportmidlerne i Paslichs tid er skib og hestevogn. Paslich rider eller kører med kusk. Vognene var små, så man fordelte sig i flere vogne, der kørte i kortege. Normalt er det naturligvis gået godt med disse køreture, som typisk bragte familien fra Rügen til Rostock og omvendt. Men indimellem gik det galt.
Således den 26. september 1579, da familien var på vej fra Rostock til Rügen for at fejre datteren Catharinas bryllup. Hestene for vognen med børnene Dorothea, Frederik og Nikolaj løb løbsk, fordi kusken havde tabt tømmerne. Han må være faldet i søvn. Børnene blev reddet af to mænd, Arnold Bulonius og Paslichs tjener Christoffer Dycaros, som derfor må have fulgt vogntoget til hest. Efter en lang jagt fik de standset de løbske heste og vognen med børnene.
Syv år senere var den atter gal. Igen var familien af sted i vogntog, denne gang 19. juli 1586 fra Løbnitz til Rostock. Forrest kørte Paslich med sønnen Frederik, derefter kom vognen med fru Judith. Igen var det kusken, som var skødesløs, og Fanden tog ved hestene. Det skete mellem landsbyerne Bendtwisch og Bartelsdorf. Paslich sprang af vognen og faldt hårdt, men heldigvis uden at det gav varige mén. Gud skærmede ham! Men måske ikke mere, end at faldet var skyld i den svagelighed, han påberåbte sig, da han søgte afsked fra sin stilling.
Den 15-årige Frederik blev åbenbart i vognen. Denne gang fortæller Paslich ikke, hvem der standsede vognen, måske løb hestene sig trætte.