Vivi Jensen

Det fri Ditmarskens rige bønder og købmænd havde længe været en torn i øjet på hertugerne, men da kong Hans og hans bror og medhertug Frederik, den senere Frederik 1., i 1500 med en stor hær havde forsøgt at underlægge sig området, havde de lidt et forsmædeligt nederlag til det lokale bondeopbud, hvilket siden havde naget både konger og hertuger. Efter 1544 havde Christian 3. uden held forsøgt at få kejseren til at lægge området ind under Holsten, og i 1554 havde han planer om at erobre området. Det blev dog ikke til noget, men kongens bror, hertug Adolf, der selv var en erfaren feltherre, havde ikke givet op. I vinteren og foråret 1559 benyttede han derfor kongeskiftet og en forhåbning om, at den unge, uerfarne Frederik ikke ville opdage, hvad han var ude på, til uden at orientere sine to medhertuger at samle en hær med henblik på at erobre Ditmarsken til sig selv.

Det lykkedes ham imidlertid ikke at narre Frederik og Hans den Ældre, og det endte med, at felttoget blev gennemført som et fælles projekt under ledelse af den erfarne hærfører Johan Rantzau. Efter kun en måned var al modstand brudt, og midt i juni 1559 måtte ditmarskerne gå med til, at området deltes mellem de tre hertuger. Fremover skulle de betale skatter og afgifter som alle andre indbyggere i hertugdømmerne, men de fik dog lov at bevare et udstrakt selvstyre, ligesom de slap for at få landet opdelt i adelsgodser.

Frederik 2.
Andreas Barby havde været konges rådgiver i hele forløbet, og Caspar Paslich var med i den afgørende fase. Den første kalenderindførelse, der omhandler Frederik 2.s regeringstid, er dateret 13. juni 1559, netop den dag, da krigens afgørende slag stod ved hovedbyen Heide. Selvom den næppe er skrevet samme dag, mærker man den ophidselse, der havde grebet den unge mand, der for første gang var ude i aktiv tjeneste, for det fremgår, at han havde opholdt sig ved hæren fra start til slut. Han fik desuden den tilfredsstillelse at få lov at følge sagen helt til dørs, for året efter var han med til at sikre kejserens godkendelse af erobringen og af den aftale, hertugerne og ditmarskerne havde forhandlet sig frem til.

Så vidt det lader sig aflæse af optegnelserne, var det både første og sidste gang Caspar Paslich deltog i et felttog, men selvom han ikke nævner det i sine optegnelser, har han uden tvivl været travlt beskæftiget i forbindelse med Syvårskrigen med Sverige i årene 1563-1570. Traktaten mellem Christian 3. og Gustav Vasa i 1541 betød nemlig ikke, at det gamle fjendskab mellem de to lande var ophørt. Svenskerne frygtede ikke uden grund, at danskerne ville søge at genoprette unionen, og at Christian 3. optog unionsvåbenet i det danske rigsvåben gjorde ikke sagen bedre. Fra svensk side hævdede man med rette, at de tre gyldne kroner på blåt fra gammel tid havde indgået i de svenske kongers våben, og den danske konges handling betragtedes derfor som en provokation, hvilket førte til, at svenskerne så småt begyndte at forberede sig på en kommende krig.

Kong Erik 14.

Da Gustav Vasa døde i september 1560, blev han efterfulgt af sin ældste søn, der på en mildt sagt tvivlsom baggrund kaldte sig Erik 14., måske fordi han ønskede at sløre den kendsgerning, at hans far oprindeligt havde været en jævn adelsmand uden nogen legal adkomst til den trone, han havde tilkæmpet sig i frihedskampen mod danskerne. Han og Frederik var fætre – deres mødre var søstre, og de var næsten jævnaldrende, men det betød ikke, at der var nogen form for varme følelser de to imellem. Tværtimod begyndte den begavede, men psykisk ustabile Erik straks at lægge planer for en krig mod Danmark, bl.a. ved at opbygge en national hær, der skulle spare landet for de enorme udgifter, der var forbundet med at hyre fremmede lejetropper.