Vivi Jensen

Forholdene i kongeriget, hvor man fra Christian 3.s tid betragtede Danmark og Norge som en enhed, sorterede under kongen og rigsrådet i fællesskab, og Danske Kancelli var det centrale indenrigske forvaltningsorgan. Da Frederik 1. i 1523 blev konge, medbragte han sine egne rådgivere fra Gottorp, der under navnet Tyske Kancelli kom til at operere sideløbende med det danske. Som arbejdsområde havde kancelliet forholdene mellem kongeriget og hertugdømmerne samt udenrigspolitikken generelt, herunder specielt forholdet til den tyske kejser og de mange tyske fyrstestater, bispedømmer og fristæder.

I 1542 havde Christian 3. overtaget sin svigerfar Magnus 1. af Sachsen-Lauenburgs kansler Andreas Barby, der hurtigt blev kongens vigtigste rådgiver i udenrigspolitiske spørgsmål, og som uden tvivl også spillede en væsentlig rolle i forbindelse med indgåelsen af Speyer-traktaten i 1544. Han havde om nogen indsigt i alt, hvad der vedrørte det indviklede diplomatiske spil i det tyske rige, og det var ham, der i maj 1557 tilbød den 27-årige Caspar Paslich en stilling ved Christian 3.s hof som “kongelig  majestæts rådgiver og forhandler”. Mindre end en måned senere aflagde den unge mecklenburgske jurist troskabsed til kongen.

Det var en yderst veluddannet ung mand, der nu stillede sin kunnen til rådighed, for bag sig havde Paslich et uddannelsesforløb, som næppe mange unge adelsmænd i den danske konges riger har kunnet måle sig med. Siden 1547 havde det ført ham rundt til Europas førende universiteter, hvor han ikke alene havde erhvervet viden om de juridiske grundbegreber, men også fået indsigt i tidens politiske forhold. Et af de udvalgte uddannelsessteder var universitetet i Bologna, der var kendt som Europas ældste og mest ansete juridiske læreanstalt, og under sit ophold i Italien havde han desuden besøgt en række af landets betydeligste byer – herunder Rom, hvor han bl.a. havde set paven.

Ophold i de vigtigste tyske og nederlandske byer havde givet yderlige viden om de mange forskellige fyrstendømmer, fristæder og bispedømmer og om De Spanske Nederlande, og heriblandt naturligvis også om striden mellem katolikker og protestanter. At han selv var overbevist lutheraner, hvilket var en forudsætning for overhovedet at blive tilbudt tjeneste hos den danske konge, fremgår bl.a. af hans notat 21. december 1554 om “et skrækkeligt afgudsbillede” – en madonnaskulptur, som han havde set i Vor Frue Kirke i Loreto.

Dekan i Roskilde
Det følgende år er der kun en indførelse i Caspar Paslichs kalender, men den er til gengæld vigtig, for den drejer sig om den løn, han ville få for sit arbejde for den danske konge. Han fortæller her, at han torsdagen efter fastelavn ved en ceremoni i Roskilde Domkirkes kor blev udnævnt til dekan ved domkapitlet, med tilhørende “korstol, som de kalder det” – dvs en fast plads i en af de prælatstole, der i 1420 var blevet opsat i koret af biskop Jens Andersen Lodehat til minde om dronning Margrete og forgængeren i embedet, bispens farbror, Peder Jensen Lodehat. Indtil reformationen indtog domkirkernes dekaner den vigtigste post næst efter biskoppen, hvis stedfortrædere de var, når denne var bortrejst. Desuden var han mødeleder i domkapitlet, der omfattede de kanniker og andre gejstlige, der var knyttet til kirken. Dertil var dekanen ansvarlig for regnskabet samt kirkens talsmand udadtil, og i Roskilde var han tillige formand for kapitlet.

Det var dog ikke meningen, at den unge jurist skulle spille en aktiv rolle i det kirkelige liv, for selvom domkapitlerne ikke blev nedlagt ved reformationen, mistede de deres rolle i den kirkelige administration, for kongen var nu kirkens overhoved, og alle væsentlige afgørelser lå hos ham. I stedet blev hovedparten af de økonomiske midler, der hidtil var blevet fordelt mellem domkapitlets medlemmer, benyttet til aflønning af de kongelige embedsmænd og ansatte ved universitet, samt til finansiering af studier i udlandet. Der var kun i mindre grad tale om udbetalinger i rede penge, men om retten til afkastet af de ejendomme, hovedsageligt bøndergårde, der var udlagt til kapitelmedlemmernes underhold, samt diverse rettigheder, såsom fx til at holde et bestemt antal oldensvin i et skovområde, til fiskeri i åer og søer, eller til en andel i bøder og afgifter opkrævet i et bestemt område.

Det, som Caspar Paslich fik tildelt den dag i Roskilde Domkirkes kor, var derfor en “pristalstreguleret” løn, hvis størrelse afhang af vejr og vind, af husdyrenes frugtbarhed og sundhedstilstand, samt af de priser, gårdenes produkter kunne opnå på markedet. Også her har han dog været velkvalificeret, for som søn af en adelsmand og godsejer var landbrugsdrift og markedsprisernes betydning noget, han havde fået ind med modermælken.

Den indsats, han i de følgende år ydede i kancelliet, må have været tilfredsstillende, for i 1569 tildelte Frederik 2. ham desuden Jerslev Len ved Kalundborg, og fra 1579 og indtil sin død i 1597 var han tillige indehaver af Snigård Len mellem Næstved og Præstø. Desuden blev han senest i 1574, og givetvis på baggrund af sine erfaringer fra studieårene ved Europas berømte universiteter, tildelt en plads som konservator, dvs. medlem af universitetets konsistorium (styrelse) og den dertil hørende embedsbolig, beliggende blandt professorerresidenserne tæt ved universitetet og Frue Kirke i København.

Som en særlig gunstbevisning havde kongen i 1571 givet ham Rønnebæksholm ved Næstved til ejendom, hvilket betød, at den ikke som de øvrige tildelinger ville falde tibage til kongen ved Caspar Paslichs død, eller hvis han af en eller anden grund måtte forlade sin post i kancelliet. Fyrstegunst kunne nemlig være flygtig. Man kunne aldrig vide, hvad fremtiden, fx efter et kongeskifte, ville indebære, og der måtte tænkes på børnenes fremtid, for der skulle være en passende arv til sønnerne og mulighed for at udrede en medgift, der gjorde døtrene attraktive på ægtskabsmarkedet. Ejerskab til Rønnebæksholm har derfor været et velkomment supplement til de embedsafhængige indtægter fra kannikatet, og godset kom da også til at gå i arv i slægten i de næste to generationer.

Senere, i 1578, erhvervede Caspar Paslich landsbyen Grubnow ved halvøen Liddow på det nordlige Rygen. Området havde hidtil tilhørt en gejstlig institution, og i kalenderen noteredes det med stolthed, at den blev betalt kontant. Otte år senere købte han desuden gården Dambahn, ligeledes beliggende på Rygen, og hermed var familien yderligere sikret i tilfælde af, at der skulle tilstøde Paslich noget.

Ved hoffet
At tilpasse sig livet i de kredse, som Caspar Paslich kom til at bevæge sig i, har ikke været noget større problem, for siden Christoffer af Bayerns tid (1440’erne) havde hoffet været stærkt tyskpræget. Dronningerne blev uden undtagelse hentet i tyske fyrstehuse, og talesproget var derfor mindst lige så ofte tysk som dansk. Det var desuden en selvfølge, at også adelen mestrede det tyske sprog, for ophold ved tyske universiteter regnedes for en nødvendig del af de unge mænds uddannelse, og efter reformationen måtte dannelsesrejsen nødvendigvis også indeholde et ophold i Wittenberg, hvor den lutherske teologi havde sit udspring og hovedsæde. De unge kvinder rejste ikke ud, men de skulle helst tilbringe en tid ved hoffet, hvor tysk var en nødvendighed, og da hoffet naturligvis var førende rent modemæssigt, klædte både mænd og kvinder sig efter den tyske mode.

Caspar Paslich nåede kun at tjene Christian 3. i 1½ år, for nytårsdag 1559 døde kongen under et ophold på Koldinghus. Døden kom ikke uventet, og blandt de, der var til stede, var også lederne af Danske og Tyske Kancelli, henholdsvis Johan Friis og Andreas Barby. Indtil da havde Caspar Paslichs indsats i kancelliet sandsynligvis i hovedsagen været at sætte sig ind i forholdene. I 1557 var det mest presserende af de ovenfor skitserede problemer, nemlig Christian 3.s og hans efterkommeres ret til tronen, løst, men andre sager pressede sig på, og et af de forløb, Paslich givetvis havde været med til at følge, var forhandlingerne om forsørgelsen af kongeparrets næstældste søn, Magnus.

Magnus var kongeparrets tredje barn, født i 1540 og lillebror til den da 8-årige Anna og den 6-årige Frederik, der ifølge Christian 3.s håndfæstning fra 1536 skulle efterfølge sin far. I tilfælde af, at han skulle dø før faderen, skulle magten overgå til en anden søn, hvis der var en. Magnus var derfor en vigtig reserve, for børnedødeligheden var høj, og med Christian 2. og hans arvinger i kulissen måtte man sikre, at der ikke kunne opstå strid om arvefølgen. Samtidig skulle man søge at skaffe et passende underhold til den unge hertug (titlen “prins” hører en senere tid til), og da man ikke ønskede en yderligere opdeling af hertugdømmerne, så man sig derfor om efter muligheder uden for rigets grænser, og sonderingerne endte med, at pilen pegede mod Estland, der sammen med Letland indgik i en større enhed, der kaldtes Livland.

Livland
I Livland havde store områder indtil reformationen været kontrolleret af Den Livonske Orden, en udløber af Den Tyske Orden, der med baggrund i de to korsfarerordener, Johanitterne og Tempelherrene, fra o.1200 havde erobret stadig større områder langs Østersøens syd- og østkyst, hvor de med basis i store borge havde undertvunget og tvangskristnet indbyggerne.

Ved reformationen gik det, der var tilbage af ordenens områder efter nederlaget til den polsk-litauiske hær ved Grunwald i 1410, i opløsning, og i det magttomrum, der herved var opstået, søgte mange at skaffe sig en godbid. Christian 3.’s søster Dorotheas mand, hertug Albrecht, var fra en position som den katolske ordens højmester blevet protestantisk hertug i det nyskabte fyrstendømme Preussen, hvilket meget vel kan have inspireret kongen til at se i den retning; men fortidens storhed var heller ikke glemt, og det har derfor uden tvivl også spillet ind, at man gerne så en dansk tilbagevenden til det Estland, som Valdemar Sejr havde erobret i 1219, men som det havde vist sig vanskeligt at fastholde, hvorfor Valdemar Atterdag i 1346 havde solgt området til ordenen, som hans ældre bror, Otto, efterfølgende var indtrådt i.

Kort før Christian 3. døde lykkedes det da også kongens udsendinge at få forhandlet sig frem til, at Danmark købte bispedømmet Øsel (Saaremaa), der omfattede hovedparten af den store ø, der ligger nordligt i Rigabugten, samt landskabet Wieck (Läänemaa) i det vestlige Estland. Dette område skulle sammen med en stor sum penge tilfalde Magnus, mod at han til gengæld gav afkald på sine arvekrav i hertugdømmerne. Aftalen blev underskrevet af Frederik 2. i 1559, der på alle måder blev et travlt år, for ud over Danmark og Norge havde Frederik også overtaget den konglige del af hertugdømmerne, og her var der problemer, der sorterede under Tyske Kancelli.