Vivi Jensen

Kejser Karl 5. var død i september 1558, og han efterfulgtes af sin søn, Ferdinand 1. Som traditionen bød, skulle kejserrigets øvrige regerende fyrster mv. bekræfte deres loyalitet samt indhente bekræftelse på deres status i riget, og i den anledning sendte Frederik 2. og hans to medhertuger derfor i foråret 1560 en delegation til Wien. Ledende i delegationen var to fremtrædende medlemmer af den slesvigske og holstenske adel, Albert Truches og Henrik von der Wisch, og fra Tyske Kancelli deltog den unge Caspar Paslich, der havde til opgave at fungere som kongens talsmand. I den egenskab fik han ved flere lejligheder mulighed for at tale i enrum med Ferdinand, den ene gang endda i kejserens soveværelse, hvilket var en ganske usædvanlig ære for den unge diplomat, hvis benovelse da også tydeligt spores i kalenderindførelsen for 31. marts, hvor han skriver, at kejseren, efter at han selv havde fremført “hvad Danmarks ophøjede konge, Frederik 1., havde pålagt mig ….. talte meget nådigt med mig i henimod en time, uden at der var nogle rådgivere til stede.”

Kejser Ferdinand 1.

Den store, officielle ceremoni fandt sted 8. april 1560, hvor kejseren i overværelse af sin yngste søn, ærkehertug Karl af Østrig, og andre stormænd samt gesandterne fra de tyske fyrstendømmer bekræftede Frederik 2.s, Adolphs og Hans den Ældres forleningsret over hertugdømmerne, og dertil anerkendte erobringen af Ditmarsken og den aftale, der året forinden var indgået med de besejrede ditmarskere.

Ferdinand døde i slutningen af juli 1564. Han blev efterfulgt at sin ældste søn, Maximillian 2., og igen var Caspar Paslich, nu sammen med Jørgen Rosenkrantz, leder af den delegation, der på hertugdømmernes vegne skulle deltage i den formelle bekræftelse af kejserrigets samhørighed. Jørgen Rosenkrantz havde tilbragt fire studieår i Wittenberg og senere gjort hoftjeneste hos kurfyrst Moitz af Sachsen, men han tilhørte den danske højadel, og i 1563 var han blevet optaget i rigsrådet, hvor han var en af kongens trofaste støtter i krigen mod Sverige.

Der var ingen adelige repræsentanter fra hertugdømmerne med i Wien, for denne gang skulle der ikke opnås andet end den formelle bekræftelse på forleningsretten til hertugdømmerne. De to udsendinges vigtigste opgave ved siden af den officielle har derfor uden tvivl været at tale Frederik 2.s sag over for de fyrster og gesandter, der evt. kunne tænkes at ville støtte svenskerne i den verserende krig, og de havde her den fordel, at de var alene på banen. Modsat Danmark, hvis konge var hertug i kejserriget, havde Sverige ingen officiel position ved kejserhoffet, men de svenske interesser har givetvis været repræsenteret på anden vis, og derfor var det vigtigt, at ikke alene hertugdømmerne, der formelt set stod uden for krigen, men også kongeriget, var repræsenteret i Wien.

Om endnu en vigtig diplomatisk sendelse beretter en kalenderoptegnelse dateret 31. december 1579. På denne dag ankom Caspar Paslich sammen med rigets kansler Niels Kaas og rigsråd Manderup Parsberg til Stettin, hvor det var planen, at der skulle føres forhandlinger med udsendinge fra Stefan Báthory, der var konge af Polen samt storfyrste af Litauen og fyrste af Transsylvanien.

Hvad der skulle forhandles om, nævner han ikke – kalenderen kunne jo falde i de forkerte hænder; men det har givetvis drejet sig om krigen mellem Polen-Litauen og storfyrstendømmet Moskva. Ivan den Grusomme havde siden midten af århundredet søgt at etablere sig i Livland, og dermed kom han i konflikt med danske interessser, repræsenteret ved hertug Magnus. I et forsøg på at beholde magten i sine områder havde Magnus i 1570 indgået en alliance med Ivan den Grusomme, der ganske vist havde tildelt ham titlen konge af Estland, men ikke den tilsvarende magt, og selvom Magnus i 1573 havde bekræftet alliancen ved at gifte sig med en slægtning af zaren, havde han i 1577 måttet flygte til Polen, hvor kongen havde forlenet ham med Piltene i Kurland, der da var en polsk vasalstat. I 1579 blev Rusland imidlertid hærget af krimtatarerne, hvilket lettede presset mod Livland. Den polsk-litauske hær havde fremgang på alle fronter, og Stefan Báthory havde intet behov for en aftale, der ville medføre, at han måtte anerkende, at danskerne havde legitime interesser i området. Den danske delegation fik derfor lov at vente forgæves på de polske gesandter, og efter 10 dage måtte de tre udsendinge rejse tilbage til Danmark med uforrettet sag.