Caspar Paslich blev født i Rostock i 1530. Han uddannede sig som jurist ved tyske universiteter og blev færdig i 1553. Den danske konge fik øje på ham og fik ham ansat i Tyske Kancelli i 1557, hvor han blev en af kongens betroede mænd, en diplomat, som kongen sendte rundt i Europa på vigtige opdrag.
Paslichs løn bestod i afkastet af danske godser:
- Jerslevgård ved Tissø
- Rønnebæksholm ved Næstved
- Grevensvænge ved Næstved
- Snigård Len øst for Næstved
Paslich fik Rønnebæksholm som privat ejendom, som gik i arv til hans efterkommere.
Caspar Paslich døde i 1597. Han er begravet i Sct. Peders Kirke i Næstved, hvor han ligger under sin gravsten i den sydlige side af koret.
I Uppsala Universitets Bibliotek opbevares en særlig bog, som er ført som dagbog af Paslich i Danmark. Bogen er ført som kalendarium, dvs. at den er ført på datoen uanset årstal, men heldigvis er årstallet i de fleste tilfælde føjet ved, så vi i dag kan disponere indholdet som en kronologisk dagbog.
Som en særlig hjælp omfatter dette website Paslichs indførsler i 4 udgaver:
- den originale tekst scannet fra bogen i Uppsala
- denne tekst udskrevet på latin i 1913
- teksten oversat direkte dato for dato til dansk
- teksten ordnet som dagbog i kronologisk rækkefølge
En arbejdsgruppe har arbejdet med at oversætte den latinske tekst og kommentere den, så den kan blive en levende del af vor tids forskning. Og til glæde for de mange, som stadig bærer navnet Paslich i dets forskellige udformninger i andre lande end Danmark.
Bikubens Fusionsfond i Næstved v/ Danske Bank har finansieret, at vi nu kan lægge materialet på Internettet, så det kan studeres overalt i verden. Foreløbig må vi nøjes med en dansk udgave, men dansk læses af flere, end man umiddelbart skulle tro.
Vi ønsker alle god læselyst!