Vivi Jensen
En af de første opgaver, Caspar Paslich efter sin ansættelse i Tyske Kancelli var blevet præsenteret for, kom fra den danske diplomat Hans Mønster, der i 1559 var sendt på en mission til London for at søge at bringe et ægteskab i stand mellem den nye danske konge og dronning Elisabeth af England. Om det var seriøst ment får stå hen, for udsigten til et positivt resultat var ringe; men det var i disse år nærmest en pligt for enhver ugift europæisk fyrste at forsøge sig, og også Frederiks onkel, hertug Adolph, havde være på frierfødder hos den engelske dronning, dog uden andet resultat end en livslang pension, hvilket selvfølgelig heller ikke var så ringe. For Frederiks vedkommende kom der heller ikke noget ud af det, ud over at det uden tvivl gavnede de diplomatiske forbindelser landene imellem, for Elisabeth valgte som bekendt at forblive ugift.
Under sit ophold i London havde Hans Mønster set et eksemplar af Johannes Magnus’ nyudkomne Historia de omnibus Gothorum Sueonumque regibus, der førte Sveriges historie tilbage til tiden kort efter syndfloden, og hvori svenskerne fremstilledes som et ædelt og tappert folk i modsætning til de feje og usle danskere. Magnus’ værk havde fået vid udbredelse blandt Europas lærde, og Hans Mønster skrev derfor til Caspar Paslich og bad ham arbejde for, at den danske konge fik udgivet et lignende værk om Danmarks historie, således at man ude i Europa kunne se, at Danmark var et gammelt, ærværdigt rige, og at det var danskerne, og ikke svenskerne, der var ædle og tapre.
Det var næppe Caspar Paslichs indsats alene, der gjorde udslaget, men allerede i 1561 udsendtes en publikation, der tilbageviste en særlig antidansk passage i det svenske værk. Herefter fulgte en systematisk indsamling af materiale til en større Danmarkshistorie, der dog ikke nåede at udkomme i Frederik 2.s tid. Det første forsøg på en mere sammenhængende fremstilling, der rettedes mod et internationalt publikum, var Rasmus Glads latinske digt Res Danica, der udkom i 1574, og som, inpireret af Vergils Æneiden, skildrede den danske historie på klassiske heksametre.
En egentlig Danmarkshistorie på latin udkom først i 1631, hvor den danskfødte hollænder Johannes Pontanus på baggrund af Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike, der var udkommet i årene 1595-1604, udgav det første bind af værket Rerum Danicarum historia.
Hans Mønsters pålæg til Caspar Paslich afspejler sig ikke i kalendernotaterne, men det er der ikke noget mærkeligt i, for det gælder givetvis langt størstedelen af de opgaver, han kom i berøring med i løbet af sin mangeårige ansættelse hos den danske konge.
Tyske Kancellis primære arbejdsområde var som allerede nævnt forholdet mellem kongen og hans to medhertuger, og i den sammenhæng også forholdet til Det tyske Rige. Med baggrund i sin omfattende uddannelse var Caspar Paslich en selvskreven aktør, for her gjaldt det om at have styr på juraen og på de aftaler, der bandt de forskellig dele af det store og meget uhomogene rige sammen. Som vi har set det, var han da også en selvskreven deltager i de diplomatiske gesandtskaber i Wien ved kejserskifterne.
Forholdet mellem hertugerne var imidlertid ikke udelukkende baseret på jura, men også på de personlige forbindelser mellem kongen og hans to medhertuger, hvis områder som nævnt lå spredt mellem hinanden, så man sikrede, at der ikke opstod mulighed for, at en hertug kunne løsrive sin andel fra fællesskabet. Denne “kludetæppeløsning” affødte gang på gang problemer af både verdslig og kirkelig art, der løbende måtte behandles, for selv bagateller kunne hurtigt vokse sig store og besværlige, og hvis parterne ikke selv kunne blive enige, måtte kancelliet træde til.
Den absolut mest krævende opgave var dog arvedelingen efter tronskifter, og det er betegnende, at det varede 10 år, før aftalen mellem Christian 3. og hans to halvbrødre efter Frederik 1.s død i 1534 var faldet på plads. Da Christian 3. døde i 1559, levede hans to medhertuger endnu, og den endelige aftale mellem dem og Frederik 1. var næsten 20 år undervejs, så der var god grund til, at Caspar Paslich noterede datoen, 25. marts 1579, i sin kalender. Den officielle forleningsceremoni fandt sted det følgende år, nemlig i Odense 3. maj 1580, og også den fandt plads i kalenderen, for det var en stor begivenhed, der havde krævet meget omfattende forberedelser. Først da det hele var afviklet som planlagt, kunne man igen ånde lettet op i kancelliet.
Lenshyldningen i Odense 1580
Et par uger tidligere havde kongen fået endnu en meget vigtig sag bragt i orden, idet han havde benyttet lejligheden, nu hvor adelen alligevel var forsamlet i Odense, til at få sin 3-årige søn Christian (4.) anerkendt som tronfølger. Dronning Sophie havde kort før nytår 1578 født endnu en søn, Ulrik, og det var vigtigt at sikre, at de begge fra begyndelsen vidste, hvordan sagerne stod, således at der ikke opstod problemer som følge af rivalisering mellem og partidannelse omkring de kongelige brødre. I denne sag var det dog Danske Kancelli, der havde gjort forarbejdet, så her havde Caspar Paslich ikke været involveret.