3. august 1559. I København dør hr. Andreas Barby, en mand med den største dømmekraft og i besiddelse af en enestående indsigt og dygtighed i politiske forhold.
1559. Den tredje dag i august midt på dagen døde min kæreste datter Dorothea i Roskilde, og hun blev begravet samme sted i Sct. Lucius’ kirke.
5. august, torsdag. 1557. Denne dag kom jeg med min hustru og vores førstefødte datter til Danmark fra Rostocks havn.
8. august, fredag, 1565 dør den hæderlige og retskafne mand, hr. Baltazar Keglerus fra Leipzig, kongelig møntmester i Rostock, knyttet til mig med de tætteste bånd.
10. august. 1549. Willichius Pasewalck blev født i den 3. time og det 50. minut efter middag. I Rostock.
12. august 1559. [Christian III, Danmarks konge] død i Kolding den 1. januar.
1565. Min søster Anna dør, mellem. den 1. og 2. time efter middag i Rostock.
17.august, 1566. Denne dag, som var en søndag blev hr. Peder Oxe, ved den ophøjede konges hof – på Københavns slot – udnævnt til Rigshovmester, hvilket efter kongen er den anden i rang, og hr. Frands Brockenhuus blev udnævnt til dette riges marskal. For ikke så lang tid siden var Peder Oxe vendt tilbage til fædrelandet fra et langvarigt eksil og var blevet forsonet med sin Majestæt.
På denne dag i det herrens år 1579 kom vor ophøjede og gode konge sammen med den ophøjede dronning og hustru i god behold over Østersøen, fra forbjerget Gedser til havnen Warnemynde i det mecklenburgske hertugdømme. Han blev modtaget overmåde venligt og ærefuldt af sin berømmelige svigerfader, den gode fyrste, hertug Ulrich etc. Hr. Werner Haino af Basedow holdt tale, og jeg svarede på vegne af den kongelige majestæt og den ophøjede dronning.
20. august, 1559. Den ophøjede og mægtige fyrste, hr. Frederik II., valgt konge af Danmark etc. søn af Chr. III – i lykkelig erindring – min mildeste herre, krones i Kbh. i Vor Frue kirke ved en kongelig ceremoni.
25. aug. tirsdag. På denne dag, mellem den 5. og 6. time efter middag i 1573 fødte Danmarks ophøjede dronning, fru Sophie, født hertuginde af Mecklenburg, ved en lykkelig nedkomst sin førstefødte datter, prinsesse og fru Elizabeth etc. Den 26. dag i den følgende oktober måned døbes hendes nåde på fødestedet, nemlig Koldinghus slot
28. aug. 1565. Min slægtning Jacob Peter Malchinius dør af pest.
Eiler Akeleyes og Casper Paslichs d. Yngres tilføjelser.
13. aug. I år 1643 d. 13. aug. Da rejste jeg og min broder Alexander fra Rønnebæksholm til Sorø og den samme dag var der eksamen i skolen og vi var til eksamen og jeg havde brev til hovmesteren og til skolemesteren fra Knud Paslick. Eilert Ackeleij (Tilføjet med en anden håndskrift:) Knud Paselick Fredricksøn, Olive Nettelhorst Gerloffsdatter.