Vivi Jensen

Kejser Karl 5.
Som en naturlig konsekvens af Danmarks og Norges plads blandt de lutherske nationer indgik kongen i 1538 en bistandsaftale med det Schmalkaldiske Forbund, opkaldt efter byen Schmalkalden i Thüringen, hvor en række tyske protestantiske stater under ledelse af landgreve Philip 1. af Hessen i 1531 havde indgået et forbund som modtræk mod kejser Karl 5., der året forinden havde undsagt protestanterne på rigsdagen i Augsburg.

Kejser Karl 5.

Som tysk-romersk kejser og konge af Spanien og De spanske Nederlande og dertil herre over de nye kolonier i Mellem- og Sydamerika var Karl 5. sin tids mægtigste fyrste, mens Christian 3. kun var anden generation af den gren af det danske kongehus, der var kommet til magten efter fordrivelsen af Christian 2. Dennes afdøde hustru, Elisabeth, var kejserens søster, og den fangne konge havde derfor, i hvert fald teoretisk, en mægtig allieret i sin svoger, og en krig, der havde til formål at genindsætte ham eller måske snarere en af hans arvinger på den danske og norske trone, var stadig en mulighed. Christian 2.s eneste søn, Hans, var død i 1532 kun 14 år gammel, men der var to levende døtre, der kunne hævde arvekrav, og som kunne blive farlige, hvis de havde held til at få kejserens støtte.

Traktat med Sverige
I den situation havde Christian 3. brug for alle de allierede, han kunne skaffe, og i 1541 havde han derfor undertegnet en traktat med Sveriges konge Gustav Vasa, der forpligtede de to lande til gensidig bistand mod indre og ydre fjender i de næste 50 år. Gustav Vasa, der havde stået i spidsen for svenskernes oprør mod Chrisitian 2., men som ikke var af kongelig æt, var ligesom Christian 3. i den situation, at han kun delvis havde opnået det internationale samfunds accept, og for ham var traktaten derfor en bekræftelse på, at Danmark endeligt havde opgivet kravet om en nordisk union under dansk overhøjhed, og at han hermed selv anerkendtes som retmæssig svensk kong. Aftalen betød, at freden på den front var sikret langt ud i fremtiden – i hvert fald på papiret, for den holdt ikke meget længere end i de to kongers levetid.

En af konsekvenserne af den dansk-svenske traktat var, at det blev muligt at lukke Østersøen for nederlandske skibe. Nederlandene var på den tid hastigt ved at udvikle sig til en af Europas store handelsnationer, og da det samtidig var et af Karl 5.s kerneområder, kunne alene muligheden for, at noget sådant skulle ske, opfattes som en provokation.

I forholdet til kejserriget var den fangne Christian 2. og hans døtre som nævnt et uløst problem. Den ældste datter, Dorothea, var i 1535 i en alder af 15 år blevet gift med grev Friedrich af Pfalz, der stod det kejserlige hus nær. Christina, der var født i 1521, blev som 13-årig  gift med hertugen af Milano. Han døde dog allerede året efter brylluppet, og i 1541 blev hun gift med Frans 1. af Lothringen. Christian 3. søgte at indgå forlig med dem begge ved at tilbyde en stor økonomisk kompensation mod at de skulle opgive alle krav på riget, men begge afslog, og de fortsatte deres forsøg på at samle allierede.

Alliance med Frankrig
For at komme et angreb i forkøbet indgik Christian 3. en alliance med Frankrig, og i 1543-44 var Danmark i realiteten i krig med kejseren. Et dansk togt mod Nederlandene blev imidlertid afværget af en storm, der splittede flåden, og i stedet endte blokaden med en fredsaftale i Speyer i 1544, hvor kejseren anerkendte Christian 3. som retmæssig konge af Danmark og Norge. Som en del af traktaten måtte Christian 2. give afkald på sine krav i rigerne mod at få friere forhold i fangenskabet. Hermed var truslen mod Christian 3. bortfaldet, for det var totalt urealistisk at forestille sig, at den fangne konges døtre skulle kunne opnå noget uden kejserens støtte.

Til gengæld måtte Danmark give nederlænderne ret til at færdes overalt i de danske farvande, og desuden til at handle frit i de danske byer og på samme betingelser, som Hansestæderne havde i de norske byer. Hermed var Hansaens monopolstilling brudt, og forbundets tid som stormagt var endegyldigt forbi. Det må have naget Christian 3.s protestantiske samvittighed, at han ved at slutte fred med kejseren havde måttet lægge afstand til Det Schmalkaldiske Forbund, men at sikre slægtens ret til tronen havde trods alt højeste prioritet.

Når kejseren på denne måde var villig til at bilægge striden om Christian 3.s og hans efterkommeres ret til den danske trone, skyldtes det, at han havde andre og større problemer end Christian 2. og hans døtres krav. I sydøst havde de militærteknologisk overlegne tyrkeres fremtrængen på Balkan længe været en foruroligende kendsgerning, og at kejseren som følge af Louis 2. af Ungarn og Böhmens knusende nederlag til Süleyman den Prægtige ved Mohacs i 1526 havde kunnet lægge Böhmen og dele af Ungarn under det habsburgske rige, havde ikke gjort faren mindre.

Wien belejres
Tre år senere belejrede tyrkerne da også en af rigets hovedbyer, Wien, og selvom de måtte opgive at erobre den, måtte Karl 5. gennem hele sin regeringstid være klar til med kort varsel at skulle forsvare rigets sydgrænse. Problemet gik i arv til hans efterfølgere, og selvom den tyrkiske flådes sviende nederlag ved Lepanto i 1571 var en triumf for kejserriget, løste det ikke problemet. Truslen lettede først for alvor efter den anden ligeledes resultatløse belejring af Wien i 1683, der blev begyndelsen til enden på den tyrkiske dominans i det sydøstlige Europa.

Kejserens problemer med tyrkerne var en af de faktorer, der afholdt ham fra et militært indgreb mod Danmark til støtte for Christian 2., men ekskongens egen personlighed stillede sig også i vejen, for selvom han i sin landflygtighed i hvert fald formelt set var vendt tilbage til katolicismen, havde han tidligere været erklæret lutheraner. Dertil havde hans ageren både før og under landflygtigheden ikke været nogen god reklame for hans politiske evner, og at der desuden næppe ville kunne findes støtter til hans kandidatur blandt den del af den danske adel, der betød noget, har givetvis også spillet ind.