Vivi Jensen

For Christian 3. betød Speyer-aftalen, at den umiddelbare krigsfare var overstået, og det var nu tid til at få ordnet forholdene i hertugdømmerne, der i hvert fald for eftertiden kan virke komplicerede. Slesvig var nemlig fra gammel tid en del af Danmark, mens Holsten hørte til Det Tysk-Romerske Rige. For Christian 3. betød det, at mens han i Slesvig – ud over selv at være hertug – også som dansk konge var sine to brødres lensherre, var han i Holsten kejserens vasal, idet han her var hertug og dermed sidestillet med sine to medhertuger.

Christian 3. – Portræt udført af Jacob Binck i 1550

Efter Frederik 1.s død havde Christian bestyret Slesvig og Holsten på sine tre yngre halvbrødres vegne, men eftersom de voksede til, pressede arvedelingen sig på. Danmark var indtil enevældens indførelse i 1660 et valgkongedømme, hvor rigsrådet efter en konges død valgte hans efterfølger – traditionelt den ældste søn, der fik både Danmark og Norge, hvorimod hertugdømmerne skullle deles på en sådan måde, at alle mandlige arvinger hver fik en lige stor andel eller en tilsvarende økonomisk kompensation.
I 1544 var man nået til enighed om, at Slesvig og Holsten skulle deles i tre lige store, men ikke indbyrdes sammenhængende hertugdømmer, hvorefter de tre ældste brødre hver valgte sin andel – først den 20-årige Adolf, dernæst kongen, og til sidst den 23-årige Hans, der ikke havde ønsket at vælge før kongen.

Til den 15-årige og endnu ikke myndige Frederik blev der ikke noget hertugdømme, for man havde i stedet besluttet, at der skulle investeres i et fyrstebispedømme i Tyskland. I første omgang fik man Frederik valgt som koadjutor (efterfølger) i det lutherske bispedømme Bremen, men det endte med, at han i stedet blev biskop i det katolske Hildesheim, selvom han forblev protestant og ved arvedelingen havde fået det lutherske bispedømme Slesvigs gods på livstid – et paradoks, der på udmærket vis afspejler, hvorledes politiske hensyn som oftest havde førsteprioriteten i det religiøst splittede kejserrige, og hvor alliancer ikke sjældent gik på tværs af trosretningerne. I praksis var problemet da også til at overse, for som sekulær biskop skulle Frederik ikke varetage de kirkelige funktioner, men udelukkende administrere indtægterne af kirkens ejendomme.