Paslich og Rønnebæk Kirke

Palle Birk Hansen

Caspar Paslich og hans hustru Judith Freese havde som ejere af Rønnebæksholm også ejerskabet til Rønnebæk Kirke. Godsejernes ejerskab til den lokale kirke gav sig ofte udslag i inventar, bekostet af pågældende godsejer og forsynet med initialer for godsejeren og hans hustru, undertiden også for kongen og hans dronning. Således også i Rønnebæk Kirke, omend det vigtigste inventarstykke er skabt under Caspars søn Frederik Paslichs ejerskab.

Rønnebæk Kirkes prædikestol, som stammer fra 1611, var restaureret 1652 og blev ombygget i 1866 (DK 1935 s. 728-729).
Den oprindelige prædikestol fra 1611 rummede initialerne CP JF (Caspar Paslich (1530-1597) & Judith Freese) under Paslichs våben. Muligt er det, at F (også) refererer til Folmers Datter (Carlsen 1861 s. 149), idet Judith von Freese var datter af Folmer von Freese.
CP var død 1597, vi kender ikke Judiths dødsår. Hun blev gift i 1554, så hun kan teoretisk have levet i 1611 og boet hos sønnen Frederik på Rønnebæksholm og dermed måske have haft en finger med i spillet, da der skulle tages beslutning om udgiften til prædikestolen fra familien.
Andetsteds på stolen fandtes våben for familierne Paslich og Akeleye samt initialerne FP MGD for sønnen Frederik Paslich (1570-1627) og hustru Magdalene Gabriels Datter (Akeleye), de to, der som ejere af Rønnebæksholm har bekostet stolen i 1611 og anvendt lejligheden til at mindes hans fader og moder.

Der omtales endvidere en lille stol under prædikestolen. Den lille stol bar to våben, dels Paslichs med overskriften Caspar Paslich, dels et nu tabt våben (”som også synes at have været Paslichernes”) (Carlsen 1861 s. 150) og bogstavet G (DK 1935 s. 729). Den enkleste forklaring er nok, at Caspar og Judith har bekostet denne stol selv. Men det forudsætter, dels at det tabte våben har været Freese-familiens, dels at læsningen G muligvis er en fejl.

Endelig var der i forbindelse med prædikestolen yderst mod gangen malet to eksemplarer af Paslichs våben med overskrifterne Claus Paslich og Elsebe Paslich, som var børn af Frederik Paslich og Magdalene.

Paslich-familien havde således efter de bedste traditioner sat sit præg på kirken, endda på et meget essentielt sted, nemlig prædikestolen.
Desværre er prædikestolen ombygget i 1866, og alle spor efter familien Paslich er i dag forsvundet.

Caspar Paslich blev som nævnt begravet, ikke i Rønnebæk Kirke, men i den store bykirke Sct. Peders Kirke. Der har formodentlig ligget prestige i dette valg af gravkirke, som muligvis også har omfattet hustruen Judith von Freese, uden at hendes navn dog kom på stenen. En anden mulighed er, at Judith blev begravet i Rønnebæk Kirke, eller måske blev hun bragt hjem til familiens kirke i Rostock? Begge forslag kunne forklare, hvorfor hendes navn ikke optræder på gravstenen i Sct. Peders Kirke. Det er desværre ikke alt, vi kan forklare med sikkerhed nu mere end 400 år senere.

Næste afsnit Caspar Paslichs Familie >