27.03.1560
I det herrens år 1560 var jeg af Danmarks ophøjede konge, Frederik II blevet sendt som gesandt til den uovervindelige fyrste, den romerske kejser Ferdinand I. I nærværelse af hans hellige kejserlige majestæt bestred jeg denne dag hvervet som talsmand på vegne af den ophøjede konge og hertugerne Hans og Adolf af Holsten.
31.03.1560
Igen hørte den allerhelligste romerske Kejser Ferdinand I mig i Wien i Østrig, alene, i sit soveværelse, mens jeg fremførte, hvad Danmarks ophøjede konge, Frederik II havde pålagt mig. Han talte meget nådigt med mig hen imod en time, uden at der var nogen rådgivere til stede. I 1560.
08.04.1560
Denne dag i 1560, i den allerhelligste romerske kejser Ferdinand I’s palads i Wien, søgte og opnåede jeg som talsmand sammen med mine kolleger: adelsmændene Albert Truchses og Henrik von der Wisch forleningsret (note)Jf. Palle Birk Hansen: “Særlige opdrag” over hertugdømmet Holsten, Stormarn og Ditmarsken på vegne af den danske konge, Frederik II og de berømmelige hertuger Hans og Adolf af Holsten. Denne handling var offentlig og – efter fyrsternes tradition i det romerske kejserrige – meget højtidelig. I den deltog kejseren som lensherre sammen med sønnen, ærkehertug Karl af Østrig og mange førende mænd, grever og kongers og fyrsters gesandter. I forbindelse med dette gesandtskab opnåede vi tillige af hans kejserlige majestæt en bekræftelse på de dokumenter, som kongen og hertugerne havde udfærdiget det foregående år med Ditmarskerne angående krigen, der var blevet udkæmpet med et godt resultat. Gud være velsignet i sekler.
10.05.1560
Denne dag kort før den fjerde morgentime fødes min kæreste datter Catharina, i København på Sjælland.
28.10.1564
I 1564. For anden gang tog jeg del i den kongelige danske majestæts hverv i Wien i Østrig ved den romerske kejsers hof, hvor den højhellige romerske kejser Maximilian II denne dag hørte mig fremlægge min nådigste herres ærinder og hverv. Som kollega i dette gesandtskab havde jeg den fornemme og fortræffelige mand, hr. Jørgen Rosenkrantz, rigsråd for Danmarks rige.
06.11.1564
Denne dag, mandag, i 1564 fejres bryllup mellem den berømte mand hr. Joachimus Raijmarus, licentiat i kirkelig og borgerlig ret og den højtansete jomfru, Ilse Friis, min kære hustrus søster.
13.01.1565
Denne dag, i 1565 om morgenen, i den 4. time og det 40. minut bliver min kæreste anden datter Dorothea (note)Jf. Palle Birk Hansen: “Paslich – familien” født i Rostock. Min hustru havde sammen med børnene trukket sig tilbage dertil på grund af en pest, der hjemsøgte og hærgede Danmark.. På samme tid var jeg blevet udsendt sammen med Danmarks rigsråd Jørgen Rosenkrantz, til kejser Maximilian II i kongelige hverv.
26.07.1565
Torsdag. På denne dag dør min førstefødte og – blandt andre døtre – kæreste datter Tilsca, mellem den 9. og 10. time før middag, efter at hun på den 22. dag i denne måned var blevet angrebet af pest, i Rostock. I 1565.
08.08.1565
Fredag. I 1565 dør den hæderlige og retskafne mand, hr. Baltazar Keglerus fra Leipzig, kongelig møntmester i Rostock, knyttet til mig med de tætteste bånd.
12.08.1565
Min søster Anna dør, mellem den 1. og 2. time efter middag i Rostock.
28.08.1565
Min slægtning Jacob Peter Malchinius dør af pest. I 1565.
06.09.1565
Denne dag, i 1565, mellem den 5. og 6. aftentime dør den agtværdige kvinde Ilse Friis, min hustrus kæreste søster, i from tro og med påkaldelse af Guds søn. Må hendes sjæl hvile i fred!
17.08.1566
Denne dag, som var en søndag efter påske, blev hr. Peder Oxe ved den ophøjede konges hof – på Københavns slot – udnævnt til rigshofmester, hvilket efter kongen er den anden i rang, og hr. Frands Brockenhuus blev udnævnt til dette kongedømmes marskal. For ikke så lang tid siden var Peder Oxe vendt tilbage til fædrelandet fra et langvarigt eksil og var blevet forsonet med sin majestæt. I 1566.
15.03.1568
Denne dag, som var en søndag i 1568 dør i fromhed min kære fader, Claus Paselick, mellem den 5. og 6. morgentime i sit hus i Rostock.
23.05.1568
Et slag nær Groningen i Frisien blev udkæmpet mellem greverne Fyrsten af Aremberg og hr. Ludvig af Nassau, broder til hertug Wilhelm af Orange. I dette slag faldt hen imod to tusinde mand og blandt dem 10 af Spaniernes fanebærere (note)CP nævner ikke årstallet, men slaget fandt sted i 1568. Med hensyn til antallet af faldne er oversættelsen usikker. Enten menes der, at ti faner går tabt eller at ti regimenter falder. Ingen af fortolkningerne virker overbevisende., der kæmpede under den spanske kong Filips førerskab for at genoprette den papistiske afgudsdyrkelse.
19.09.1568
På denne dag, fredag, blev den ophøjede fyrste hr. Erik XIV, svenskernes konge etc., taget til fange sammen med Stokholms by og borg af broderen, hr. Johan, Finlands hertug. I 1568.
23.11.1568
Freden mellem den ophøjede fyrste hr. Frederik, danskernes konge etc. og gesandterne fra Sverige og fra byen Lybeck blev sluttet og genoprettet i 1568 i Roskilde. Men senere blev den forkastet af svenskerne.
15.12.1568
I København bliver min datter Benigna født i den 3. time og det 20. minut før middag i 1568 efter Frelserens fødsel.
07.01.1569
Fredag. Denne dag i den anden time efter middag dør min kæreste datter Benigna i København. efter i 12 dage at have været plaget af vabler eller blærer, som havde angrebet hele hendes krop. Hun levede tre uger og to dage. Hun blev begravet i Vor Frue kirke på det sted, hvor min søns legeme er stedt til hvile.
(08.04.1560)
Jf. Palle Birk Hansen: “Særlige opdrag”
(13.01.1565)
Jf. Palle Birk Hansen: “Paslich – familien”
(23.05.1568)
CP nævner ikke årstallet, men slaget fandt sted i 1568. Med hensyn til antallet af faldne er oversættelsen usikker. Enten menes der, at ti faner går tabt eller at ti regimenter falder. Ingen af fortolkningerne virker overbevisende.