Karen Terkelsen
Oversættelsen af CP’s dagbog er baseret på svenskeren O. Waldes udgave af Caspar Paslichs latinske calendarium fra 1915. Hvor den latinske tekst i Waldes udgave er uklar eller muligvis fejlagtig, er den scannede udgave af originalen blevet inddraget til at kaste lys over den korrekte læsning af teksten, dog ikke altid med et sikkert resultat.
Selv om teksten sine steder er utydelig, og Caspar Paslich på sine ældre dage fik en mere ulæselig håndskrift, skinner det tydeligt igennem, at der her er tale om en yderst samvittighedsfuld skribent med et vågent øje for detaljen og et nøgternt og omhyggeligt sprog. Dog fornemmer man en vis dobbelthed i hans sprog, der giver anledning til en strøtanke: Har Paslich nogle få steder muligvis ønsket at give sine personlige følelser mere plads, men undladt at gøre det – måske som følge af de begrænsninger, genren gav? Det generelle indtryk af hans sprog er, at han troværdigt, kortfattet og upersonligt udvælger og nedskriver vigtige begivenheder, der har præget hans liv både som privatperson og embedsmand.
Mange overvejelser og spændende udfordringer dukker op, når en latinsk tekst fra sidste halvdel af 1500-tallet skal oversættes og præsenteres for en nutidig læser.
Hvordan udarbejder man den bedst mulige oversættelse fra latin til dansk, når de to sprog i den grad har forskellig grammatik og sproglig opbygning? Er det muligt at opnå en balance mellem en udtryksmåde, der er stærkt præget af klassisk latin, og et indhold, der er klart og forståeligt for en læser anno 2017? Er det overhovedet muligt ¬¬– eller ønskeligt – at bevare stilen i en latintekst fra 1500-tallet i en nutidig dansk oversættelse? Hvilke sproglige ændringer kan man tillade sig, hvis man ønsker at være loyal mod det latinske forlæg? Hvilke ændringer er på den anden side helt nødvendige, for at teksten i det hele taget giver mening? I hvor høj grad kan man tillade sig at modernisere ordforrådet? Kort sagt: mange sproglige dilemmaer og spørgsmål melder sig, når man går i gang med oversættelsen og undervejs skal balancere mellem to afgørende principper. På den ene side at oversætte så ordret som muligt men med fare for, at meningen er mere eller mindre uforståelig – eller at oversætte så indholdet er så klart og forståeligt som muligt. Her er der så en risiko for, at man fjerner sig langt fra originalteksten.
Afvejningen af disse to grundlæggende forhold og andre sproglige dilemmaer har ført til en række valg både i form og indhold. Valget er klart faldet ud til fordel for at gengive indholdet i Paslichs dagbog på et klart og forståeligt dansk for en nutidig læser. Samtidig har det været et ønske, at oversættelsen skulle bevare et strejf af den stil, som præger Paslichs sprog og som giver optegnelserne en særlig stemning. For at give læseren et så godt overblik som muligt, er Paslichs optegnelser i dagbogen derfor også anført i kronologisk dagbogsform, og ikke i calendariets rækkefølge, der følger dagene i året.
Caspar Paslichs læse- og skriftsprog har været latin både i studieårerene og i hans embedsperiode. (note 1)Jf. Palle Birk Hansen: “Sproget – tysk og latin”Derfor er det også en selvfølge, at han fører dagbog på latin.
Paslichs skriftsprog ligger tæt op ad klassisk latin, som det blev skrevet af blandt andre Cicero og Cæsar i første århundrede før Kristi fødsel. Lad os i det følgende se på nogle af de karakteristiske sprogtræk i klassisk latin.
Et typisk træk i sætningsbygningen er lange sætningsperioder med mange underordnede ledsætninger, hvori alle forhold for en sag omhyggeligt medtages. For en moderne læser kan dette sprog virke indviklet, overlæsset og omstændeligt. Men i latinsk prosa er denne sætningsbygning både naturlig og nødvendig, når et emne skal beskrives eller forklares præcist og dækkende. I oversættelsen er de fleste af disse meget lange sætningsperioder brudt op i flere korte og overskuelige sætninger, der stemmer mere overens med dansk, nutidig sætningsbygning.
På et særligt område lever Paslichs sprog fuldt og helt op til renæssancens krav, nemlig benævnelsen af personer og titler. Hans dagbog strækker sig fra 1551 til 1588, det vil sige netop i en periode, hvor kongens og adelens dominans træder stærkt frem. I hans omtale af konger, fyrster, adelige og gejstlige, som han har haft tæt kontakt med både i Danmark og i Europa, er der rig lejlighed til at møde den sproglige etikette, som alle embedsmænd ved hoffet var underlagt.
I renæssancens standssamfund var der helt faste regler for, hvordan personer på den sociale rangstige skulle om- og tiltales. Og det gjaldt både på dansk og latin. Der fandtes således danske brev- og formularbøger, der både blev benyttet i privatbreve og i officielle dokumenter. Her stod der præcise anvisninger på, hvilke tillægsord en person fra en bestemt stand – verdslig eller gejstlig – skulle tituleres med. I danske privatbreve til kongen hed det: højbårne, stormægtigste fyrste og herre. Adelige blev tituleret: ærlig og velbyrdig, og såvel adelige som gejstlige mænd havde altid hr. foran navnet, mens kongelige kvinder – inklusive ditto nyfødte piger – havde frue foran navne.
I Paslichs dagbog får man en formodning om, at han nøje har fulgt praksis for brugen af titler og tillægsord om de omtalte personer, sandsynligvis inspireret af latinske brev- og formularbøger. I hvor høj grad Paslich selv har kendt til dansk sprog og benyttet det, melder calendariet intet om. Faktum er, at han ikke skriver et dansk ord i løbet af de 37 års optegnelser. Til de enkelte titler føjer Paslich bestemte tillægsord, hvilket giver teksten et meget standardiseret og formelt præg. De danske konger (rex, reges) bliver som regel omtalt med følgende latinske tillægsord: ’serenissimus’, ’potentissimus’, ’optimus’ og ’clementissimus’ (den mest ophøjede, mægtigste, bedste og mildeste eller nådigste). De holstenske hertuger, ’duces’, benævnes alle steder med titlen ’princeps’ (fyrste) og med tillægsordet ’illustrissimus’ (den mest berømmelige). Den østrigske kejser Ferdinand den første omtales med titlerne ’princeps’ (fyrste) og ’imperator’ (kejser) og med tillægsordet ’sacratissimus’ (helligste, højhellige). I oversættelsen er Paslichs konsekvente brug af titler bevaret for at give læseren et indtryk af dagbogens meget systematiske og formelle stil.
Muligvis kan de gennemgående og tidstypiske træk i brugen af tillægsord være problematiske for en nutidig læser. Hvis alle disse tillægsord (oftest i superlativ) bevares overalt, vil fremstillingen blive meget omstændelig. Indholdet vil nemt komme til at virke højstemt, måske også svulstigt. Endelig kan de gentagne opremsninger af tillægsord få en læser til at opfatte indholdet som klichefyldt, udvendigt og uoverskueligt. Imidlertid var dette stiltræk – opremsninger af titler med tilhørende tillægsord – i renæssancen ganske enkelt obligatorisk. Derfor er det bibeholdt i oversættelsen. Desuden er det med til at understrege tekstens underdanige og respektfulde stil, der er passende for en topembedsmand og diplomat – også når han som privatmand fører dagbog.
Når det gælder oversættelsen af de mange øvrige tillægsord, er der valgt en skiftende praksis. Nogle steder i dagbogen ser de latinske superlativer ud til at være anvendt mere bevidst og følelsesladet, for eksempel om datteren Annas død som otteårig: ’ … den sødeste og smukkeste pige, min datter Anna Paselckes …’ (27.10.1575) Her og i omtalen af kongelige personer er superlativerne oftest bevaret i oversættelsen.
I andre – mere upersonlige passager – hvor superlativerne mest står som en sproglig konvention, er de oversat med et tillægsord i grundform samt et forstærkende biord eller forstavelse, f. eks. ’de højfornemme fyrster’ (3.5.1580). Endelig er de latinske superlativer nogle steder oversat med grundform, hvor dette virker mest oplagt i forhold til konteksten.
Enkelte notater, sandsynligvis skrevet i al hast under hans studierejse 1553-1554, indskrænker sig blot til et stednavn og et eller flere ord. I disse tilfælde er bynavnet og tilføjelsen gengivet og intet
andet f. eks. ’Antwerpen, en berømt havneby’ (18.2.1554).
Nogle få steder i teksten, blandt andet 23.5.1568 og 14.3.1553, hvor det ikke har været muligt at nå frem til en tilfredsstillende fortolkning og oversættelse, er det sproglige problem nævnt i noterne.
Dagbogen rummer et væld af personnavne og stednavne: danske, tyske og europæiske. Flere af navnene staves vidt forskelligt, for eksempel optræder hans kones efternavn både i formen ’Frieseenn’ og ’Freesenn’, og hans eget efternavn optræder i hele syv forskellige former.(note 2)Jf. Palle Birk Hansen: “Paslich – Navneformer”De forskellige stavemåder er bevaret i oversættelsen.
Med hensyn til andre navne er oversættelsen normaliseret, således at navne på danske personer og alle stednavne er skrevet i deres nudanske form. En undtagelse er navnet Stephan Johannes Stephanius, da personen er kendt fra andre historiske kilder under dette navn.
Udenlandske personnavne optræder også i deres nutidige form undtagen navne på personer, der i dag kun foreligger i latiniseret form, f. eks. Christoffer Dycaros (21.9.1579). Oversættelsen gengiver ikke renæssancens mangfoldighed af stavemåder for person- og stednavne.
I oversættelsen er der sat skarp parentes om de personnavne, som Paslich har læst om i Ebers calendarium, og hvortil han selv føjer en ny oplysning, se f. eks. 06.01.1555.
Alle manuskriptets forkortelser er i dagbogen skrevet fuldt ud, f. eks. S = San og sct. = sankt
Med hensyn til tegnsætning er de nutidige regler fulgt.
Både på det personlige og det officielle plan følger læseren til tider Caspar Paslichs færden næsten dag for dag. Særlig omhyggeligt noterer han time og minut i forbindelse med personers fødsel og død. Tidsangivelser har sandsynligvis haft en stor betydning, både i hans tankeverden og i hans optegnelser. Et par steder retter han selv omhyggeligt datoen i sine optegnelser, f. eks. 21.9.1579.
Paul Ebers mange betragtninger om tidsforhold og forskellige kalendere samt hans omhu med hensyn til datering, kan måske også have påvirket Paslich til selv at være særdeles præcis med tidsangivelser. De allerfleste optegnelser slutter med ordet ’anno’ plus årstal, oversat med årstal. I de tilfælde, hvor der står ’anno etc.’ plus årstal, er ordet ’etc.’ udeladt.
Den klassiske måde at beregne døgnets timer på adskiller sig en del fra nutidens. For romerne gik et døgn fra midnat til midnat, ligesom det gør i dag. Derimod blev hver af dagens timer regnet som en tolvtedel af tiden fra solopgang til solnedgang; derfor var dagens timer naturligvis længere om sommeren end om vinteren. Tilsvarende blev natten inddelt i tolv timer, igen af varierende længde, afhængigt af årstiden. Den enkelte time blev angivet med et ordenstal og navneordet ’hora’ (time) samt et tillægsord, der angav, om det var en dag- eller nattetime. Denne klassiske måde at beregne tiden på følger Paslich, og den er ligeledes bevaret i oversættelsen.