Palle Birk Hansen

Efter sin juridiske uddannelse, bryllup og overlevet attentat ankom Caspar Paslich til Danmark, hvor han blev ansat af kong Christian 3. den 15. maj 1557.

Christian 3. Portræt udført af Jacob Binck i 1550

Kongen havde i 1536 ændret sine vilkår betydeligt ved reformationen, som styrkede hans position og gjorde ham hovedrig i og med, at han havde konfiskeret umådelig meget kirke- og klostergods. Dermed havde han sikret det økonomiske grundlag for et efter tiden moderne kongedømme. Han kunne nu opbygge en statsadministration, som bl.a. byggede på Tyske Kancelli, der var skabt på Gottorp af hertug Frederik (den senere Frederik 1.) allerede i årene før 1523 til at varetage administrationen af hertugdømmerne, og som efterhånden skulle blive til et de facto udenrigsministerium i Danmark med særligt henblik på hertugdømmerne og de tyske lande. Det var her, kongen den 15. maj 1557 med Andreas Barby som mellemmand ansatte Paslich i kraft af dennes juridiske uddannelse og sprogkundskaber. Med tysk som modersmål, latin som arbejdssprog og en juridisk eksamen var Paslich som skabt til at fungere i Tyske Kancelli. Med dyb loyalitet over for den danske konge var Paslich hermed en af de fremmeste danske embedsmænd. Intet tyder på, at Paslich gennem sin karriere svigtede den danske konge. Kongens ejendomsgaver viser da også, at Paslich var højt værdsat, og selv om han i 1583 som 53-årig blev bevilget afsked med fuld løn på grund af alder og svagelighed, så forblev han ved kongens side og betegnedes endnu i 1596, året før sin død, som ”kongens mand og hofråd”.

Caspar Paslich blev som sagt ansat i 1557 af Christian 3. som kongelig rådgiver. Da var han 27 år gammel og relativt nygift. Han fik et dekanat ved Roskilde Domkirke, som sikrede ham en god indtægt. Til gengæld havde han pligt til at opholde sig ved hoffet og lade sig bruge i alle forefaldende sager i både skrift, tale og rådgivning i statssendelser (rejseaktiviteter) og i kancelliet. Han var på den baggrund underlagt dyb tavshedspligt til graven.

I 1554 havde han efter to års forlovelse giftet sig med Judith Folmersdatter Frees eller Friis fra Rostock. Hun havde eget våben: En ørneflugt i skjoldet og en ørneflugt mellem to vesselhorn på hjelmen (Carlsen 1861 s. 226). Våbnet sammen med initialerne IF kunne tidligere ses i Rønnebæk Kirke ved siden af Paslichs våben. Kongen tilstod parret den gunst, at hun måtte beholde dekanatet i Roskilde to år efter, at Caspar Paslich eventuelt skulle dø. På den måde sikrede man hende en slags enkepension, så hun kunne komme i orden, hvis hun engang skulle blive alene. Sandsynligheden var dog større for, at hun selv ville dø før manden, nemlig i barselsseng, en højst forventelig skæbne, når man som kvinde indtrådte i ægtestanden. Men bestemmelsen om dekanatet er en gestus fra kongens side.

Dekanatet i Roskilde giver sig et forbløffende udslag i form af tre bænkegavle i Fuglebjerg Kirke vest for Næstved. På bænkegavlene, som oprindelig har været fire i antal, læses: Disse stole blev bekostet af Caspar Paslich, kirkens patron, 1578. Forklaringen er den enkle, at dekanatet i Roskilde i 1405 havde erhvervet Fuglebjerg Kirke, så da Paslich overtog dekanatet i 1557, blev han dermed kirkens patron, og derfor var det ham, der bekostede de fire stole i 1578. Prisen har formodentlig været overkommelig at dømme efter stolenes rustikke udskæringer, formodentlig udført af en lokal snedker i Næstved (Danmarks Kirker, Sorø Amt, Fodby Kirke).

Paslichs universitetsmæssige baggrund blev udnyttet med hans tilknytning til Københavns Universitet, oprettet i 1479, hvortil han blev knyttet som ”konservator”, dvs. ét af tre medlemmer af konsistorium. Han fik embedsbolig ved universitetet i professorresidenserne, hvor hans bolig nævnes fx 1574, 1581 og 1590. Han havde således eget tag over hovedet i hovedstaden. Langs vestsiden af Lille Kannikestræde lå Kapitlets Boder, og vest for disse lå kgl. råd, lic. jur. Caspar Paslichs gård blandt professorresidenserne i karreen mellem Lille Kannikestræde og Fiolstræde, dvs. lige øst for Vor Frue Kirke (Københavns Universitets Arkiv, se s. 127).