Fra udflugten i september 2023

Udflugt til Gjorslev Gods og Stevns Klint Experience, søndag d. 17. september 2023

_______________________________

Efter en times kørsel gennem det smukke høstlandskab, blev vi budt velkommen på Gjorslev Gods, Danmarks største middelalderslot, af vores inspirerende guide, Matilde. Bedre gennemgang gennem 600 års danskIMG_3996.jpeg kulturhistorie kunne vi næppe ønske os.

Malerisk entré gennem porten, langs de to lange rækker hvidkalkede bindingsværksbygninger, op til den monumentale korsformede hovedbygning, flankeret af de to sidebygninger.

Hovedbygningen er opført af kridt-kvadersten, hvilket på den tid var det naturlige valg, så tæt som vi er ved Stevns klint.

Set udefra, er bygningen dekoreret med røde murbånd af munkesten.

Godset er på 1650 hektar, hvoraf de 770 er skov.

Årligt afsættes der 1 mio. til vedligehold. Slottet tilhørte i flere generationer slægten Scavenius, men i 1925 overgik det til Adolph Tesdorph. Føres for nuværende videre af Jens Tesdorph, som dog bor i København, men periodisk opholder sig i sin lejlighed i hovedbygningen.

I nyere tid, omkring 1850, opførte Scavenius den store sydfløj, som nu udlejes til privat beboelse.

I den nordlige fløj fik vi adgang til kælderen, hvor de gamle krydshvælv er bevaret.IMG_3998.jpeg

Godset er opført i 1396, af roskildebispen Peder Jensen Lodehat. Vi må forstå, at han var Margrethes nærmeste rådgiver. Og derfor vel også arkitekten bag Kalmarunionen. Margrethe havde travlt med at rive borge ned, men bispen fik dispensation til sit byggeri.

Den vestlige søjlesal rummer adskillige søjler, som er identiske med tilsvarende søjler i Roskilde Domkirke.

I Scavenius’ tid var her spisesal.

Op ad trappen kommer vi til de øvrige gemakker: Rosensalen og den Pompejansk udsmykkede sal med replika af Thorvaldsens Alexanderfrise, som bånd hele vejen rundt langs loftet.

Det er ikke frit for at være lidt stemningsfuldt , at gå rundt i disse gamle sale. Og ganske u-middelalderligt med et lysvæld gennem de store sprossede vinduer.

En tur op på loftet blev det også til, med de meget kraftige trækonstruktioner til at bære taget. Her fik vi også et kik på det gamle tårnur, som blev bygget i slutningen af 1700-tallet. Det går desværre ikke mere, og skal erstattes af et elektrisk.

En sidste krølle på Gjorslevs historie kan fremhæves her: under 2. Verdenskrig, var de daværende ejere i den grad aktive i modstandsbevægelsen. Mange historier herom blev fortalt.

Det er noget der tæller på positivsiden.

Vi takkede af for denne gang, og fortsatte de få kilometer ud til Boesdal, til det nyopførte Stevns Klint Experience.

Det graver sig smukt ind ind i kridtklinten, og gør således ikke noget stort væsen af sig.

I den store kantine var der dækket op til frokost.

Museet fortæller den fascinerende historie om kridttiden for 70 mio. år siden. Dengang var der havbund, med sediment af meget, meget tykke kridtaflejringer. Primært dannet af kokkolitter, men senere erstattet af mere kalkholdige mosdyr.

Og i skillelinien mellem kridt og kalk, finder vi det få centimeter tykke lag af fiskeler. Dette lag indeholder store mængder af strontium, som er en rest efter det kæmpestore meteornedslag i den Mexicanske Golf, som medførte den 5. masseuddøen. Og som altså også befriede jorden for
 dinosaurerne. Og som gav grønt lys for pattedyrene.

Jamen, det er jo os!
Ja, og her er vi så!
Yes!

Unesco har optaget Stevns Klint på sin verdensarvsliste af samme grund. Fordi den geologiske dokumentation her er tilgængelig frit fremme.

Et hurtigt smut ned til kysten viser tydeligt savsporene i klinten efter den kommercielle udnyttelse af klinten til kvadersten.

Og så var det Annelises tur med kaffe og kage fra café Bagklap.

Og herfra udsigt til den ikoniske, store pyramide, hvor lastbilerne tidligere kørte ind og hentede vognlæs af kalk/kridt. Det meget store rum bruges nu lejlighedsvis til musikalske arrangementer.

Og så blev det da slut for denne gang, med en rutsjetur, der tog sin begyndelse for 70 mio. år siden, og til den nu ganske nærværende nutid.

Det var en rigtig fin tur i flot sensommervejr.

__________________________________

Referent:

Jørgen Elming

sekretær i Museumsforeningen