Palle Birk Hansen
2011
Der gror syv træer i haven ved Helligåndshuset i Ringstedgade, men det er ikke bare syv træer.
Det er syv vidunderlige vækster med hver deres ældgamle kulturhistorie.
Mispel
Når man kommer ind i haven fra Ringstedgade, så møder man først til højre en ægte mispel, en Mespilus germanica.
Mispeltræet er et ældgammelt frugttræ, hvis frugter minder lidt om de moderne kvæder. Vi ved, at mispelen var dyrket i Mellemeuropa allerede omkring 800. Den nævnes nemlig blandt frugttræerne på kirkegården ved det mønsterkloster, som vi kender fra en grundplan fra omkring 820, som stammer fra Sct. Gallenklostret i Schweiz, og som gengives i næsten alle bøger om havehistorie. Her i Næstved gror den på Helligåndshusets gamle kirkegård.
Misplen er et lille træ, som glimrer ved en række visuelle højdepunkter gennem året. Om foråret kan man glæde sig over de smukke hvide blomster, om sommeren over de store mørkegrønne blade, om efteråret over de særprægede frugter mellem de rødgule blade, og om vinteren over frugterne i grenenes netværk. Vore medborgere med rod i Balkan kender til fulde frugternes beskaffenhed.
Lind
Midt i Museumshaven lægger man hovedet tilbage og nyder synet af den kæmpestore lind, en Tilia, som har groet her i mange år.
Træet var så stort i 1926, da man restaurerede Helligåndshuset, at man lod det stå med sit omgivende jordsmon. Man gravede 75 cm jord af i resten af haven for at komme ned til det oprindelige terræn fra dengang, da Helligåndshuset blev bygget i 1400-årene. Det er forklaringen på, at træet i dag står på en underlig jordhøj med kampestenssider. Sandsynligvis er træet mindst 100 år gammelt, spiret i Fattighusets gård.
Linden er det fagreste træ i skoven. Når man i jægerstenalderen skulle bruge en kano, så fældede man en rank lind og udhulede den med økse. I bagenden af den 7-10 m lange kano satte man en lodret bræddevæg som agterstavn, medens stævnen blev hugget ud i selve stammen. Nær bagenden byggede man et ildsted på lerbund, skar et sæt pagajer, og så var man klar til at padle ud på fjorden eller på bugten for at fiske eller rejse bort.
Buxbom
Ved indgangen til Anneksets have mødes man af et mørkgrønt træ, en buksbom eller Buxus sempervirens.
Nogle tror, træet hedder “buskbom”, men det er altså en fejl. På engelsk hedder den Box tree, på tysk Buchs-baum, begge ord betyder det træ, man skærer skrin, æsker og træblæseinstrumenter af. Buksbom har tætte og hårde årringe, og derfor er det så godt til drejearbejder og lignende, næsten som ben. Sempervirens fortæller, at træet er stedsegrønt.
Normalt ser man buksbom i klippet form som hække, kugler eller figurer, de engelske topiaries. Vor buksbom har fået lov til at gro uhæmmet, siden det blev plantet i 1930’erne, og er derfor mod sædvane blevet det smukke træ, som vi nyder i dag.
Kræge
Til højre for buksbomtræet finde man en kræge, en Prunus domestica, en primitiv blomme med snerpende frugter, som kan bruges til marmelade. Den er stamform til de moderne søde blommer.
Kristtorn
Til venstre for krægen finder man en kristtorn, Ilex aquifolium, som ifølge folketroen blev brugt til Kristi tornekrone. Her i haven har den groet i mindst 30-40 år, selv om de nuværende træer er lidt yngre.
Enebær
Foran Annekset står der endelig en enebær, en Juniperus communis, hvis bær bruges som et kraftigt og godt krydderi. Enebær er en bestanddel i både genever og gin.
Taks
Bagest i haven ved museets administrationsbygning Annekset gror endelig endnu et af havens klenodier, en kæmpestor taks, en Taxus baccata, på engelsk yew, på svensk idegran.
Taxus er romernes navn på træet. Ved Vejle gror der stadig vild taks. Taksen er et ældgammelt livssymbol, et billede på evigt liv. Det skyldes træets evne til at blive meget gammelt. I England er der eksempler på 1000-årige takstræer.
Ligesom taksen har en udpræget evne til at genskabe sin form. Derfor er taks i så stor udstrækning plantet på kirkegårde som evighedssymbol. Vort eksemplar er et hantræ. Huntræerne får røde bær.
Taksens bær og nåle er giftige, men de søde bær kan fint spises, blot man spytter kernerne ud! Det udnytter træerne, idet fuglene spiser bærrene, medens de giftige kerner passerer gennem fuglene og spirer, hvor de nu ender. Nedenfor Herlufsholm ved Susåen gror der huntaks med bær, og i Pinetum gror taks af begge køn vildt.
Taksen blev i gammel tid brugt til langbuer. Englænderne brugte i 1300-årene takstræ til at slå franskmændene!
Træer er for nogle mennesker dybt irriterende vækster, som skygger om sommeren og “sviner” om efteråret, når de taber bladene. For os andre er træer fantastiske væsener, som giver karakter til det sted, hvor de vokser. At de samtidig rummer uendelig meget kulturhistorie, gør dem bare så meget mere uundværlige i det gamle bybillede midt i Næstved.
Litteratur: Brøndegaard, V. J.: Folk og Flora 1-4, 2. udgave 1987 – med videre henvisninger