Foredrag ved Bodil Heide
19:00 til 21:00
Historikeren Bodil Heide tager os væk fra de hjemlige strande, idet hun vil fortælle om Vilhelm Erobreren.
I 1066 blev England erobret af normannerne, og sejrherren gik ind i historien som en af de berømte generaler, der ændrede verdenshistorien.
Erobringen satte et punktum for vikingetiden og skabte et normannisk England på ruinerne af det angelsaksiske England.
I foredraget dykkes der ned i Vilhelms forhistorie og hans grundige forberedelser, som mht. propaganda er på niveau med nutidens krigsførelse.
Det afgørende slag foregik på sydkysten af England ved Hastings og blev efterfulgt af en brutal erobringskrig og en voldsom samfundsomvæltning.
Det er oplagt at sammenligne Vilhelms succes med den danske konge Knud den Store, der erobrede England 50 år før Vilhelm, men uden det samme blivende resultat.
De langsigtede gevinster og følger af krigen kommes der også med et bud på.
Bayeuxtapetet er en storslået samtidig kilde, der viser både forberedelserne til invasionen og mange voldsomme scener fra selve slaget ved Hastings.
Bayeuxtapetet, der egentlig er et broderet billedtæppe, vil blive inddraget løbende i foredraget.
Der er offentlig adgang til foredraget. Medlemmer af Næstved Museumsforening har gratis adgang, mens øvrige må betale 30,- kr.
I pausen vil der være mulighed for at købe kaffe/te og kage.