Hvordan skal Næstved Museum se ud i fremtiden?
Arbejdsgruppen, nedsat af Næstved Museumsforening, har nu afsluttet sit arbejde og har bidraget med en mængde ideer til emner for en ny udstilling i Helligåndshuset.
Kristoffer B. Pedersen, som er faglig leder af Helligåndshuset og kulturarvschef i Museum Sydøstdanmark, og Ole Madsen, som er formand for bestyrelsen i Næstved Museumsforening, har modtaget vores bidrag, og de synes begge to godt om vores ideer.
Jeg vil minde om, at Keld Møller Hansen, administrerende direktør for Museum Sydøstdanmark, i et interview til avisen ‘Sjællandske’ d. 17. maj 2022 udtalte:
‘I Næstved Kommune er det Helligåndshuset på gågaden Ringstedgade, der fortæller den lokale historie. Her har udstillingen ikke ændret sig i mange år, men det skal der snart laves om på.
Nu står Helligåndshuset for tur. Det går vi i gang med i år.
Hvordan de nye udstillinger i det gamle hus, skal se ud, vil blive besluttet sammen med museumsforeningen og lokale borgere, som interesserer sig for emnet.‘
Arbejdsgruppen, som interesserer sig for denne revitalisering af udstillingerne i Helligåndshuset, er meget spændt på, hvad der kommer til at ske i år, og vil følge arbejdet som en ”backing-group”.
Tove Dalby Johansen (bestyrelsesmedlem i Næstved Museumsforening)