Introduktion
v. Elsa Mortensen
Gennem alle tider har mennesket været et hovedemne i kunsten.
I forhistorisk tid har gengivelsen af mennesket haft kultisk betydning, f.eks. Venus fra Willendorf, som utvivlsomt symboliserer frugtbarhed. De gådefulde kyklade-idoler har muligvis haft en lignende betydning . De gengiver i stærkt stiliseret form både mands- og kvindeskikkelser, men har ingen individuelle træk.
I oldtidens Ægypten og det klassiske Grækenland var der for en stor del tale om en idealisering i fremstillingen, skønt man ser eksempler på levende, naturalistisk gengivelse af personers særtræk i ægyptisk skulptur. Med Hellenismen ser man i endnu højere grad individuelle træk og udtryk for menneskelige følelser. Men først i Romertiden er der tale om egentlig portrættering med statuer og buster af kejsere og stormænd, hvor man har søgt at beskrive personens individuelle særpræg uden idealisering. Hvad malede portrætter angår, ser vi også de første egentlige portrætter i denne periode, nemlig de malede mumieportrætter fra Ægypten i tiden omkring Kristi fødsel.
I middelalderen var bibelske motiver det fremherskende i kunsten, og egentlige portrætter var sjældne, ofte indflettet som stifterbilleder i altertavler. De ældste erkendte portrætter i Norden hænger på Gavnø og forestiller ægteparret Iver Axelsen Thott og Magdalena Karlsdatter, malet ca. 1475.
Med renæssancen kom portrættet imidlertid til at indtage en central plads i kunsten. Portrætterne af Birgitte Gøye og Herluf Trolle, som hænger i Festsalen på Herlufsholm, er glimrende eksempler.
Omkring 1420 begyndte man at fremstille kobberstik - tryk fra kobberplader med indgraverede motiver. Muligheden for reproduktion var hermed skabt. Forlæggene for kobberstikkene var for det meste malerier og tegninger, og de enkelte kunstneres produktion blev i de følgende århundreder via kobberstik kendt i langt bredere kredse end tidligere. Bag mange kalkmalerier fra den sene middelalder ligger der som forlæg kobberstik eller træsnit. Kobberstikkene kom også til at spille en væsentlig rolle som undervisningsmateriale på universiteterne.
I 1500-årene begyndte kunsten at dele sig i genrer. Historiemaleriet - dvs. behandlingen af religiøse, historiske eller allegoriske emner - blev betragtet som den fornemste. "Lavere genrer" var portrætter, landskaber, genremaleri - dvs. gengivelse af folkeliv - samt stil-leben - opstillinger af genstande, blomster, frugter etc. Portrætmaleriet var som bestillingsarbejde en betydelig økonomisk faktor for malerne, og maleren har utvivlsomt ofte måttet gå på kompromis med sin kunstneriske samvittighed for at tilfredsstille den portrætteredes ønsker. Dette kan være årsagen til, at portrætmaleriet var mindre anset.
I 17- og 1800-årene sker der en ændring i portrætmaleriet, idet barokkens ofte svulstige pragtportrætter fra 1600-årene erstattes af karakterskildringer. Portrætterne søger at afspejle personligheden. Der er - som oftest - øjenkontakt til beskueren, og stilen er strengt naturalistisk med minutiøse detaljer.
I midten af 1800-årene begynder man at optage fotografiske portrætter. Fotografen overtager den del af portrætteringskunsten, som består i at afbilde personen så naturtro som muligt i forhold til den fysiske fremtræden. Det giver malerne plads til at koncentrere sig om andre sider af personen, nemlig de psykologiske træk.
I slutningen af 1800-årene får impressionismens gennembrud indflydelse på portrætmaleriet. Lyset bliver nu det primære. Man ser stort på ligheden med modellens fysiske træk og bygger i stedet figuren op i store flader og med kraftige, pastose penselstrøg i ublandede farver uden mørke skygger eller brune mellemtoner. Formålet er at fange andre og mere psykologiske sider af den portrætterede. Senere tager portrætfotograferne udfordringen fra malerne op og arbejder tilsvarende med lyssætninger og andet for at fange andre sider af modellen end blot den rene lighed.
Portrætmaleriet i nyere tid er ofte domineret af impressionismens lysteknik, modellen fremstår i lys, skygge og konturer, som bidrager til karakterskildringen. Undtagelse herfra er ny-realismen - f.eks. Niels Winkels klassiske portrætter med reference til modellens liv og arbejde - en slags ikonografiske collager, og Thomas Kluges magiske realisme.
Man kan sige, at portrættet er en slags biografi, men mens den litterære biografi skildrer en lang periode - personens liv i de vekslende faser - er portrættet en punktformet skildring - en skildring af personen her og nu i sit livsforløb.
Næstved Museums portrætsamling spænder fra kobberstik og oliemalede portrætter fra slutningen af 1600-årene og begyndelsen af 1700-årene over fotografier og malerier fra 1800-årene til en collage udført af strimler af ugebladspapir i slutningen af 1960'erne.
Samlingen rummer værker af kendte, mindre kendte samt helt anonyme kunstnere. Samlingen viser kendte og ukendte personer fra forskellige samfundslag - og den viser mangfoldigheden i opfattelsen og gengivelsen af det levende menneske.