Magnus Petersen (1827-1917): Birgitte Gøye (1511-1574)
kobberstik efter maleri fra 1500-årene på Herlufsholm, 18 x 11,5 cm,
(NÆM 1962:682)
Herluf Trolle og Birgitte Gøye stiftede kostskolen Herlufsholm i det tidligere benediktinerkloster Skovkloster. Efter Herluf Trolles død 1565 var Birgitte Gøye forstander for skolen indtil 1567. Fra 1567 til1572 boede hun på Magle Mølle, hvor hun oprettede en skole for "unge Jomfruer af Stand", som hun opdragede og "anstændigen givtede fra sig". Fra 1572 til sin død 1574 boede hun på Sortebrødregård - Næstveds tidligere dominikanerkloster - som hun i sin levetid fik overdraget af Sibylle Gyldenstjerne.
Magnus Petersen var søn af kobberstikker Johan Daniel Petersen og blev selv udlært som kobberstikker og arkæologisk tegner. Optaget på Akademiets dekorations- og modelskole 1838. Fik Akademiets lille og store sølvmedaille i hhv. 1845 og 1852. Deltog i udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Professor ved Akademiets Frihåndsskole. Har udført en række kobberstik efter forlæg af malerier samt talrige arkæologiske tegninger. Desuden bogillustrationer samt restaurering af kalkmalerier og kirkeinventar.