Ukendt kunstner : Olaf Hansen
collage, 76 x 61 cm,
(NÆM 2000:370)
Olaf Hansen var eneste barn af en smed i Gammel Holsted. Da forældrene døde, flyttede han til Vejlø, hvor en kusine boede. Her boede han først på Enggården, siden på Tinghøjgård. Olaf Hansen blev en af Næstveds originaler, som i 1960'erne og 70'erne vandrede omkring i byen og omegnen, hvor han var bedre kendt under navnet "Reserve-Jesus", altid iført sit karakteristiske antræk. Han var en venlig og yderst fredelig person, som var afholdt og respekteret i nærsamfundet. Der verserer en historie om, at han oprindelig studerede teologi, men blev underlig af at studere - en ikke ukendt vandrehistorie om skæve eksistenser. Olaf Hansen er i portrættet afbildet i sit daglige antræk sommer og vinter: jægerhat, skindjakke, læderbukser og bare ben i gummistøvler.
Collagen består af revne papirstrimler af aviser, turistbrochurer, køreplaner, arkitekttegninger etc., limet på pap. Desværre forekommer ingen årstal, som kunne lede til en omtrentlig datering - men collagen er antagelig udført i 1960'erne eller tidligt i 70'erne. Enkelte detaljer er fremhævet med tusch. Trods den tilsyneladende tilfældige teknik er billedet et fremragende, ekspressionistisk portræt. Det er endnu ikke lykkedes at identificere kunstneren.