Ansigt til Ansigt - portrætter fra Næstved-egnen

[Introduktion] [Thumbnail oversigt] [Kunstner/Titel oversigt]


Ukendt fotograf : Peter Andersen (1840-1915)
fotografi, 33 x 26 cm,
(NÆM 1992:002)

Foto 39

Husmand Peter Andersen (i daglig tale "Per Rødtop" eller "Frømanden fra Rettestrup") var Næstved-egnens sidste vandrende kræmmer. Han boede i Rettestrup i et fæstehus under Gavnø. Huset lå lidt fra landevejen ind under Rettestrup Plantage. Der hørte lidt jord til huset, men den var ikke god, og Peter Andersen og han kone Bodil Kirstine supplerede den magre indkomst ved, at han hvert år sidst på vinteren gik rundt og solgte grøntsags- og blomsterfrø. Frøene lå i små papirsposer, som igen var sorteret i større tøjposer, som Bodil syede af deres aflagte tøj.

Peter Andersen vandrede rundt til egnens gårde og huse fra mandag til lørdag og overnattede undervejs hos forskellige kunder. Men lørdag og søndag tilbragte han altid hjemme hos Bodil eller "Kvinden", som han kaldte hende. Han var en venlig og meget afholdt mand, som altid blev hilst velkommen overalt, når han dukkede op med sine frøposer, gemt i sit gamle soldatertornyster. Han var en fortæller af Guds nåde, og børn og voksne lyttede åndeløst, når han berettede om sin deltagelse i krigen i 1864 og tilbagetoget fra Dybbøl. "Per Rødtop" havde faktisk samme status på egnen som middelalderens vandrende sangere og sagnfortællere, og hans besøg blev altid imødeset med glæde og forventning.

Næste billede (nr. 40)