Ansigt til Ansigt - portrætter fra Næstved-egnen

[Introduktion] [Thumbnail oversigt] [Kunstner/Titel oversigt]


Alfred V. Jensen (f. 1891): Konsul Julius Nandrup (1867 - 1935)
olie på lærred, 50 x 40 cm, 1935,
(NÆM 1996:039)

Foto 25

Konsul og købmand Julius C. Nandrup var søn af Johan Christian Nandrup, som 1857 etablerede sig som købmand på hjørnet af Torvestræde og Axeltorv (hvor Diskontobanken nu ligger). Sønnen Julius Mandrup drev forretningen videre efter faderens død. Forretningen var et af landets største kolonialfirmaer og var kendt som et godt lærested. Det påstås ligefrem, at lærlingene måtte betale for at stå i lære! Julius C. Nandrup blev 1904 vicekonsul for Det Tyske Kejserrige og beklædte en lang række tillidsposter, var medlem af byrådet og 1929-32 formand for Handelsstandsforeningen. Nandrup drev forretningen til sin død, hvorefter købmandsgården blev nedrevet og den nye Diskontobank opført i 1937.

Alfred V. Jensen var portrætmaler. Har malet flere portrætter af Chr. X, dronning Alexandrine og dronning Ingrid. Alfred V. Jensen voksede op i Næstved, hvor faderen var ansat på Gl. Maglemølle. I begyndelsen af 1900-årene flyttede familien til Roskilde, hvor Alfred V. Jensen fik sin kunstneriske uddannelse hos Frits F. Jørgensen. Senere arbejdede han i København. Alfred V. Jensen blev mest kendt for sine portrætter, men har også malet andre motiver, f.eks. fra den gamle glashytte på Holmegaards Glasværk.

Næste billede (nr. 26)