Fotografer i Næstved |
|
Fotograf
Berth, Ludvig (1821-1896)
Født 12. Aug. 1821 i København som Søn af en Toldembedsmand, der imidlertid, medens Sønnen endnu var Barn, blev forflyttet til Svendborg. Her lærte Ludvig Berth Guldsmedefaget. Efter at have uddannet sig videre, bl. a. under et fleraarigt Ophold i Udlandet (Paris, Wien og Berlin), nedsatte han sig 1854 som Guldsmedemester i København (Borgerskab 19. Oktbr.). Denne Forretning gik nok ikke saa godt, thi allerede 2. Maj 1856 havde han rykket sine Teltpæle op og begyndt en Guldsmedeforretning paa Hjultorvet i Næstved, og 26. Septbr. s. A. løste han Borgerskab i Næstved.
Herom staar følgende at læse i Næstved Raadstueprotokol: ,1856, den 26. September, fremstod paa Byfogedcontoiret i Overværelse af undertegnede Vidner Hr. Ludvig Theodor Waldemar Berth og foreviiste en Døbeattest, hvorefter han er født den 12. August 1821, samt en Attest fra Kjøbenhavns Raadstue af 4. Juli d. A., der udviiser, at han sammesteds har havt Borgerskab som Guldsmedemester og paa lovlig Maade opsagt dette Borgerskab, hvornæst han begjærede, sig meddelt Borgerskab som Guldsmedemester her i Byen og til den Ende indleverede en Attest fra Brandinspecteuren Capitain Hoffmann, angaaende at han til Brandvæsenets Fond har erlagt 2 Rdl. samt en do. til Fattigkassen, hvorefter han til Fattigkassen i Anledning af Borgerskabs-Vinding har betalt 3 Mk. Da saaledes Intet er til Hinder for Opfyldelse af Compt.s Begjæring, aflagde han Borgerskabseden og blev derefter erklæret for Borger og Guldsmedmester her i Byen."
Hvilket Sted paa Hjultorvet, der husede denne hans første Forretning i Næstved, vides ikke. I Januar 1857 overtog han Varelageret efter Guldsmed H. Nees's Enke, efter at denne havde nedlagt Professionen, og i April 1859 flyttede han Virksomheden fra Hjultorvet til Hjørnet af Vinhusgade og Kindhestegade.
Den 1. Juli 1864 aabnede han et fotografisk Atelier i Skomagermester Hermansens Ejendom i Ringstedgade (nu Nr. 5, tilhørende Købmd. I. V. Larsens Eftf.) og i Oktbr. s. A. flyttede han ogsaa Guldsmedebutikken hertil, saaledes at Indgangen til Atelieret blev gennem Butikken.
Berth var Medunderskriver af den af 6 Næstved-Fotografer den 1. Aug. 1865 offentliggjorte fælles Priskurant.
Som Guldsmed deltog han i Næstved og Slagelse Landboforeningers og Industriforeningers Fællesudstilling i Næstved i Oktbr. 1868 og tildeltes Broncemedaille for et Par Armstager.
I 1869 afstod Skomager Hermansen Ejendommen, til Fotograf H. Hansen, Roskilde, og da denne selv ønskede at drive fotografisk Forretning paa Stedet, maatte Berth fortrække. Oktober Flyttedag 1869 flyttede han derfor Guldsmedebutik og fotografisk Atelier over i Hjørneejendommen Kindhestegade-Hjultorvet med Indgang fra Kindhestegade ( nu nr. 3).
--------------------------------------------------------------------------------
Som nævnt under flyttede Berth til Oktober Flyttedag 1869 sin Guldsmedeforretning og sit fotografiske Atelier til Kindhestegade 3. Onsdag den 1. December aabnede han her sidstnævnte.
"Atelieret er bygget ved Jorden," meddelte han, ,efter det samme System, som den berømte Fotograf, Franskmanden Silvy's i London (det saakaldte Tunnel-System) og udmærker sig fremfor andre ved, at der hele Dagen kan fotograferes med et og samme fortrinlige Lys. Indgangen til Atelieret er i Guldsmedeboutiken i Kindhestegade ved Siden af Hjørnestedet paa Hjultorvet samt igjennem begge Portene i samme."
Han averterede flittigt med sit Atelier i hele 1870 og Foraaret 1871, siden hen kun nogle Gange i 1873, sidste Gang den 22. April.
Ved Siden af sin Guldsmedeforretning havde han i Maj 1871 aabnet et Udsalg af Elektroplet-Arbejder.
I Maj 1874 flyttede han sin Guldsmedebutik omkring Hjørnet til Hjultorvet i samme Ejendom som hidtil. Formentlig ved samme Tid ophørte han med Fotografien. Som ovenfor nævnt averterede han sidste Gang henned den 22. April 1873, men der kendes Fotografier fra hans Atelier fra April 1874.
Den 1. Januar 1893 overdrog han Virksomheden, til sin Søn Valdemar Berth, og bosatte sig i København, hvor han døde den 20. Februar 1896.
Kilde:
Arnholtz, Svend:
Gamle Næstved Fotografer
Historisk Samfund for Præstø Amt, Årbog 1954