Fotografer i Næstved |
|
Fotograf
Nielsen, A. O. (1832- )
Født den 3. Novbr. 1832 i Kidserup (Voldborg H., Københavns A.) hvor Faderen var Gaardmand og Sognefoged.
Han boede i København som Fotograf 1858 i Lorenzensgade Matr. Nr. 504 C, 1860 i St. Kongensgade 44 og 1862 paa Gl. Kongevej 2. Om han har haft Atelier alle disse Steder, kan ikke med Sikkerhed afgøres; men det vides, at han i nævnte Tidsrum foretog nogle Rejser paa Professionens Vegne.
Den 7. Maj 1859 kom han saaledes til Næstved og tog ind hos Restauratør C. Bonnesen, Købmagergade (nuv. Nr. 9), hvor han i et "Locale paa 1. Sal indtil den 8. Juni optog Portrætter og endvidere Prospekter samt Kopier efter Oliemalerier, Litografier og ældre Portrætter." "Udførelse og Bestillinger af Reiser til Landet," meddelte han, "modtages til de sædvanlige billige Priser." Efter et Ophold paa Herlufsholm kom han til Karrebæksminde, og fra den 16. Juli optog han her Portrætter paa Gæstgiveriet indtil 1. Aug. "Og under mit Ophold kan jeg i samme Tid aftage Prospecter af Landskaber, Huse og Gaarde m. m., som Alt udføres med Nøiagtighed og Fuldkommenhed." I Annoncerne kaldte han sig "Photograph fra Kjøbenhavn".
Den 10. Maj 1862 kom han til Ringsted, hvor han i Købmand Lunds Enkes Ejendom optog "alle Sorter photographiske Portraiter, saasom enkelte Portraiter, Grupper, alle Sorter Kopier, Prospecter, Stereoskopbilleder og Visitkort, med den meget yndede Glands". Fra den 27. Maj flyttede han Atelieret til Restauratør Nielsens Ejendom ved Jernbanen og fortsatte Fotograferingen indtil den 24. Juni. Ogsaa her kaldte han sig "Photograph fra Kjøbenhavn".
Onsdag den 17. Decbr. s. A. nedsatte han sig som Fotograf i Slagelse, hvor han lejede Malermester Worms "Glas Atelier" lige uden for Nyport (Jernbanevej 238), hvilket Atelier tidligere havde været udlejet til forskellige rejsende Fotografer. I Startannoncen. oplyste han, at han " i 7 Aar havde freqventeret Kjøbenhavns største Atelier, som Nutiden fordrer." "Information i Photographi gives, billigt," meddelte han i en senere Annonce.
I April 1866 bekendtgjorde han, at han daglig aftog "Portræter i Visitkort-Format, Dobbeltgjænger-Billeder i alle optænkelige Stillinger, Visitkort med fra 1 til 24 forskjellige Stillinger af een Person, samt Portræter i naturlig Størrelse m. m. I eet og Alt bliver der sørget for at tilfredsstille det ærede Publicum. Rammer haves. Prøver af mit Arbeide ere udhængte paa "Postgaarden", hos Hviids Sønner paa Sveitserpladsen samt ved min Bopæl."
I Juni 1869 bekendtgjorde han i Forening med to andre Fotografer i Byen (Henschel (11) og Sander Nielsen), at der fremtidigt ikke vilde blive udleveret de saakaldte "Prøvekort", hvorimod der til billig Pris kunde faas Aftryk af en ny Optagelse.
I 1880'erne flyttede han Atelieret til egen Ejendom Matr. Nr. 245 ligeledes paa Jernbanevejen, Villa "Bikuben".
A. 0. Nielsen var en dygtig Fotograf, han opnaaede Broncemedaille paa den, landøkonomiske og industrielle Udstilling for Sorø og Præstø Amter 1867 i Slagelse, paa en Udstilling i Ringsted i 1876 fik han "Hæderlig Om tale", og paa den landøkonomiske og industrielle Udstilling i Slagelse 1877 fik han paany Broncemedaille.
Det er ganske pudsigt, at medens hans fulde Døbenavn var Anders Nielsen, ~ under hvilket Navn han da ogsaa findes indført i officielle Dokumenter saasom Kirkebøger, visse Folketællingslister 'etc., brugte han altid Firmanavnet A. 0. Nielsen. Paa Folketællingslisterne fra Slagelse 1880 og 1890 findes han indført som henholdsvis Anders Ole Nielsen og A. 0. Nielsen.
Kilde:
Arnholtz, Svend:
Gamle Næstved Fotografer
Historisk Samfund for Præstø Amt, Årbog 1954