Fotografer i Næstved

 

| Forside | Fotograf  | Firma  | Atelier |


Fotograf
Wieth, M. C. W. (1822- )

Født 10. Marts 1822 i Sønderup (ved Slagelse) hvor Faderen var Præstegaardsforpagter') Blev oplært i Tømrerfaget og var 1842 Hjulmagersvend i Slagelse. Han deltog i Krigen 1848-50, blev gift i Felten, kom hjem som Kommandersergent ved 3. Linie-Bataillon og tog Ophold i Køge.

Den 7. Maj 1851 begyndte han at optage Daguerreotypportrætter hos Madam Steiniche i Vestergade i KØge, hvor han afløste en Daguerreotypist C. Fogh, hos hvem han muligvis har lært. "Det er en Selvfølge," averterede han, "at den der med Grund ikke er fornøiet med Udførelsen, kan erholde et paany aftaget Portrait, eller sine erlagte Penge tilbage."

I Juni kom han til Næstved, hvor han fra den 27. og i et Par Uger optog Daguerreotypier intet ringere Sted end paa Byens Raadhus paa St. Peders Kirkeplads. I Bekendtgørelsen i Næstved Avis hed det: "At jeg, ifølge Vedkommendes Tilladelse har valgt bemeldte Sted til Udførelsen, grunder sig paa at ved Raadhuset findes en lille aldeles skyggefuld og rolig Gaard, hvor den, der portraiteres, kan sidde, som kun varer et Øjeblik, ganske useet af Nogen og i Skygge, hvilket er to store Hovedbetingelser for Portaitets Lineament, at kunne see aabent og ugenert for Sol og Gjenboende. Saaledes haaber jeg, og skal det ogsaa være min høieste Stræben, at tilfredsstille det ærede Publicum med mine Udførelser, hvilke kunne ske saaledes, at en sort Baggrund kommer tilstede paa Portraiter (heldigst for lys Dragt, Sommerdragt), og ligeledes til mørk Dragt kan sættes himmelblaa Baggrund." Det er dog vist tvivlsomt, om den: meget snævre Gaard, helt omgivet af Bygninger, var noget ideelt Sted for Optagelserne.

Fra Næstved tog han tilbage til Køge, hvor han fra 22. Juli og i en kort Tid paany daguerreotyperede hos Madam Steiniche.

Senere paa Aaret bosatte han sig i København, hvor han de følgende Aar indtil 1855 ernærede sig som Daguerreotypist, idet han i samme Tidsrum dog ogsaa syntes at have arbejdet som Tømrersvend.

1856 benævnes hans Tømrer og privat Fuldmægtig. Ca. 1859 flyttede han til Valdemarsgade, Hj. af Vesterbrogade. som Tømrer, Tegnelærer og Bygningsentreprenør med Kontor for Overslag til alle Bygnings-, Vej-, Jord- og Brolægningsarbejder. Ogsaa en Vognmandsforretning havde han her. - Under Krigen i 1864 var han Lazaretforvalter i Faaborg.

Indtil nu synes alt at være gaaet ganske godt for ham, men herefter begyndte det at gaa ned ad Bakke, muligvis paa Grund af den økonomiske Depression efter Krigen i Forbindelse med et vanskeligt Temperement og et svigtende Helbred. Hans Entreprenørforretning maatte han opgive og blev saa Bygningskonduktør. Tilsidst (1869) forlod han Hjemmet og tog Ophold hos sin Moder i Slagelse, hvor han paany blev Tømrersvend. Han døde i Store Ebberup (Bjernede Sogn) 28. Aug. 1872.

Wieth skal have været en meget begavet Mand og en udpræget kunstnerisk Natur. Hans Tegne- og Skrivefærdighed var fremragende, og han skal ogsaa have været en habil Daguerreotypist.

Kilde:
Arnholtz, Svend:
Gamle Næstved Fotografer
Historisk Samfund for Præstø Amt, Årbog 1954