Fyraftensmøde

ons 22jan2025

Boderne - Bod og Bolig

16.30 til 17.30

Sted: Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, 4700 Næstved

Fhv. museumsdirektør Palle Birk Hansen fortæller om

Boderne – Bod og Bolig


Boderne i Næstved er et bygningskompleks, som har eksisteret i 5-600 år. Komplekset blev fredet i 1918, og én af boderne blev restaureret i 1930’erne. Siden blev husrækken opkøbt af Næstved Kommune. Restaureringen indledtes i 1960’erne og afsluttedes i 1984. Hele komplekset blev skilt i sine bestanddele, og meget store dele blev rekonstrueret, så det i dag fremstår så tæt på den middelalderlige original som muligt. Processen er beskrevet i bogen Boderne i Næstved fra 1988, som i dag må anskaffes antikvarisk.
Palle Birk har som leder af Næstved Museum i praksis fungeret som kommunens forvalter af Boderne i årene fra 1978 til 2014 og har undervejs formidlet husene til utallige besøgende. Dermed har han måttet tage stilling til de tolkninger, som er beskrevet i bogen Boderne i Næstved. De er vægtige, for det var fremtrædende arkitekter, som stod for arbejdet, især Hans Henrik Engqvist og Jens Christian Varming skal fremhæves for deres bidrag til bogen. Men Palle Birk har som middelalderarkæolog reageret på tolkningerne, kan de nu være rigtige?
I sin nye bog Bod og Bolig præsenterer han dels problemerne, dels nye tolkninger. Han afliver endeligt den tidligere restaurator Nystrøms idé om handelsboder fra 1974, som Engqvist allerede i 1988 satte spørgsmålstegn ved. Og han afliver Engqvists tolkning af Tuesens Boder som ydmyge étrumslejligheder. Endelig afslører han den glemte kælder under Næstved Skole/Peder Syvs Hus, som var i brug i 1722, men som vi glemte i 1988.
 Der er således lagt op til en spændende eftermiddag om Boderne i den autentiske ramme Boderne.


Der er gratis adgang til mødet. I forbindelse med mødet vil der være mulighed for at købe Palles bog til favørpris, evt. med dedikation!

 

Gå til arrangementsoversigt