GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED      Forrige side | Oversigt | Næste side

Engagement i sport og idræt

Selv om de værnepligtige gardehusarer stort set ikke har deltaget i Næstveds idrætsforeninger, betyder det ikke, at foreningerne ikke har nydt godt af Gardehusarregimentet. Mange fastboende befalingsmænd og officerer har i tidens løb meldt sig ind i idrætsforeningerne og har også fungeret som trænere og/eller bestyrelsesmedlemmer. De er jo uddannet til at have med unge mennesker at gøre, og da mange af dem også har en militær gymnastiklæreruddannelse, har der været rift om dem i foreningerne. Sådan var det tilbage i 1940'erne, og der er stadig GHR-personel inden for mange idrætsgrene i byen. En af officererne nævner selv, at de i kraft af deres lederuddannelse er godt gearet til at gå ind i bestyrelsesarbejde. Som unge officerer er de vant til at dyrke meget idræt, og det falder dem naturligt at melde sig ind i de lokale idrætsforeninger i den by, hvor de kommer til at forrette tjeneste, og derfor bliver det også navnlig der, de lægger deres kræfter på leder- og bestyrelsesniveau.

Inden for et par sportsgrene var der tidligere en glidende overgang mellem militær og privat aktivitet. Det gjaldt frem for alt i forbindelse med gardehusarernes traditionelle hovedinteresse, nemlig heste og ridesport. Der fandtes en civil rideklub, Sydsjællands Rideklub, men det var som regel en husarofficer, der var formand, og en stor del af medlemmerne kom fra regimentet. Sydsjællands Rideklubs medlemmer benyttede ridehuset på kasernen til deres ugentlige træning.
Før reduktionen af hærens hestebestand i efteråret 1964 kunne officerer og befalingsmænd få stillet en konkurrencehest gratis til rådighed. For at beholde hesten skulle de godtgøre, at de stadig dyrkede ridesporten på et seriøst plan, og de var forpligtet til at stille op til de to årlige militære ridestævner. Derudover forventedes det, at de deltog i civile stævner, jagter m.m. Ved disse lejligheder red de altid i uniform.

Dengang havde officerernes ægtefæller tilladelse til at ride deres mands hest, og officersgruppens sociale liv var i høj grad centreret omkring heste og ridning. En tidligere værnepligtig husar husker fra foråret 1964, hvordan officererne mødtes sammen med deres koner om aftenen i ridehuset og på ridebanen. Officersfamilierne fandt deres omgangskreds blandt de øvrige officerer og blandt de civile, der også havde ridning som interesse, ofte fra omegnens større gårde. 

For at styrke interessen for ridesporten blandt Gardehusarregimentets personel blev der i 1977 givet tilladelse til, at regimentets heste igen måtte bruges til konkurrenceridning. Det foregår stadig, men i mindre omfang end tidligere. I praksis er der nu kun et par stykker, der deltager i stævner og jagter på regimentets heste.
Sydsjællands Rideklub eksisterer ikke længere, og Baunehøj, som i dag er den store lokale rideklub, har ingen forbindelse til Gardehusarregimentet. Klubben har nogle medlemmer blandt det faste personel, og sommetider melder et par af de værnepligtige ved hesteskadronen sig ind for at få ekstra undervisning i spring, men der hentes ikke ridelærere blandt de ansatte på kasernen.

Motorsporten var den anden sportsgren med nær tilknytning til regimentet. En gardehusarofficer var gennem en årrække formand for Næstved Motorklub, og han var med til at tilrettelægge Gardehusarregimentets opvisningsprogrammer med motorcykler og biler ved de tattoos, som regimentet har deltaget i. Deltagerne kunne både være gardehusarer og civile fra motorklubben. Regimentet var large med at give fri, når personel skulle deltage i motorløb, og motorsportsfolk fra regimentet kunne låne motorcykler på kasernen til orienteringsløb i en weekend mod at betale en beskeden forsikringspræmie på 5 kr. pr. person.