GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED      Forrige side | Oversigt |

Integration og identitet

Gennem de sidste tres år er gardehusarerne blevet integreret i Næstved. Integrationen er til dels et resultat af en bevidst strategi fra regimentets side. De skiftende regimentschefer har alle understreget samhørigheden mellem byen og regimentet som noget ønskværdigt, og den nuværende regimentschef, oberst Holger Olsen, opfordrer direkte "sine unge mennesker" til at sørge for at blive en del af lokalsamfundet, dels af hensyn til "firmaet", dels af hensyn til dem selv, så de ikke bliver for ensporede og kun ser på soldaterverdenen. 

Hvordan integrationen er lykkedes, viser sig gennem de mange forskellige kontakter, der har været og stadig er på alle niveauer: de formelle mellem borgmesteren og regimentschefen, gennem erhvervsrådet og turistbureauet, og de mange uformelle, der enten foregår på det personlige plan, ved at folk i byen kender gardehusarer som naboer, sportskammerater eller trænere, gennem den civile brug af kasernens faciliteter eller gennem regimentets udadvendte aktiviteter, som det er dokumenteret i det foregående. 

Integrationen er lykkedes i en grad, så man i dag må konstatere, at Gardehusarregimentet virkelig udgør en del af Næstveds identitet, forstået på den måde, at regimentet simpelthen hører med til Næstved. Næstved adskiller sig fra andre garnisonsbyer netop derved, at Gardehusarregimentet gennem hesteskadronen er synligt på en helt anderledes umiddelbar måde, end andre regimenter har mulighed for at være.

En undersøgelse fra 1997 af konsekvenserne ved kasernelukningen i Randers viste, at den stærke folkelige modstand, der blev mobiliseret mod lukningen, først og fremmest var en protest mod centraldirigering fra statens side, men at garnisonen som sådan egentlig ikke havde nogen særlig betydning for borgerne. I Næstved derimod hører gardehusarerne med til bybilledet, også for de næstvedborgere, der ikke selv har personligt kendskab til regimentet, og som aldrig har været på kasernen. Hesteskadronen bliver i den grad forbundet med Gardehusarregimentet, at mange fejlagtigt tror, at hesteskadronens chef også er regimentschef. 

Kampen for at bevare Gardehusarkasernen er gået på to sæt argumenter, dels de økonomiske konsekvenser for byen ved at miste en stor arbejdsplads, dels på regimentets symbolske betydning for byen. Da det stod klart, at en overflytning af regimentet til Antvorskov Kaserne ikke kunne afværges, samledes kræfterne om i det mindste at bevare den del af regimentet, der har symbolværdi, nemlig hesteskadronen. Det skete direkte i modstrid med regimentets ønsker. Herfra mener man ikke, det vil være muligt at opretholde hesteskadronen og undgå, at den ender som en tivoligarde, hvis ikke de værnepligtige også får en regulær uddannelse som nutidige soldater, og det kan de kun få, hvis de hører til et moderne regiment. 

Sammenkædningen af regimentet med byens identitet er naturligvis forstærket gennem den turistmæssige markedsføring af Næstved som husarernes by, men også uden denne ville husarerne gennem deres udadvendte aktiviteter have en stærk gennemslagskraft. Den støtte, bystyret får fra regimentet ved officielle lejligheder, er også med til at understrege det særlige ved netop Næstveds forhold til "sit" regiment. Gardehusarerne kan med heste, trompetere og gallauniformer tilføre en officiel begivenhed pomp og pragt, som andre regimenter ikke har mulighed for.